Hver måned præsenterer to medarbejdere fra Lyd & Billede/GEAR-redaktionen hver sin holdning til et aktuelt, kontroversielt eller bare vigtigt tema inden for teknologi, forbruger-elektronik, gadgets, IT, mobiltelefoni eller et andet relevant emne.
Emnet defineres altid i form af en bestemt påstand, og den medarbejder, som er enig med udsagnet, repræsenterer plus-holdningen, mens modstanderen står for minus-argumenterne.
Læs argumenterne og bland dig gerne i debatten. Brug kommentar-feltet under artiklen.
Påstand: Streamingtjenester som Spotify og WiMP har alt for ringe lydkvalitet!
Plus – Geir Gråbein NordbyLige siden Hi-Fi-krigen startede med den første båndoptager i 1930´erne, er lydkvaliteten på musik kun blevet bedre. Dette takket være stadig bedre optage- og afspilningsudstyr og viden om at bruge det. Da CD´en kom i 80´erne tog kvaliteten to skridt frem og et tilbage, fordi lyden blev støjfri, men dårlige digitale processorer gjorde, at lyden blev klinisk og hermetisk. Men dette blev efterhånden fikset, og vi fik endnu bedre lyd!
Men så indtraf en ny revolution med MP3-formatet. Et format udviklet i 1990´erne til at kunne komprimere musik ned til kun at optage en tiendedel af pladsen, således at det var praktisk at kunne up- og downloade til internettet. Internettet var ikke hurtigt på den tid, og lagringsplads var dyr. Både når det gjaldt internet servere og pc-harddiske. Derfor var det kort og godt ikke praktisk at lagre i fuld opløsning uden kompression.
I dag er det ikke længere sådan. Lagringsplads koster ”ingenting”, og internettet er hurtigt. Alle har bredbånd, som let håndterer større musikfiler. Vi har også fået mulighed for at komprimere musikken i tabsfrie formater som for eksempel Flac og Apple Lossless. Formater, som komprimerer musikken til omkring halvdelen af pladsen, den optager i ukomprimeret stand, direkte rippet fra CD. Men så altså uden at miste kvalitet i det hele taget. Det gør, at man roligt kan streame musik uden at være bange for at det skal hakke, når bufferhukommelsen tømmes under lytningen.
Prisen på afspilningsudstyr er også blevet lavere. For ikke at tale om, at gode hovedtelefoner nu sælges som aldrig før! Markedet flyder over af gode hovedtelefoner, og det er næsten ikke muligt at se folk, som bruger deres iPod med de medfølgende, ringe ørepropper. Gode hovedtelefoner vil let skille mellem MP3- og CD-kvalitet.
Alligevel er MP3 og andre komprimeringsformater dominerende på musikmarkedet. Ikke bare når vi taler om streaming, for det er næsten umuligt at købe musik i fuld opløsning via netbutikkerne. Wimp sælger musik til download i 256 kbps MP3. Det samme gør Amazon.com, mens Spotify lader dig downloade i 320 kbps MP3. Prøv at finde din favoritmusik ukomprimeret – det er ikke muligt! Så må du i stedet traske ned i pladebutikken (som der næsten ikke findes nogen af mere), købe CD´en og rippe den til harddisken.
I dag streamer tjenester som Spotify og Wimp i henholdsvis 320 kbps Ogg.Vorbis og 256 kbps AAC. Maksimum af hvad der er muligt med de respektive formater. Jeg skal ikke påstå, at det lyder dårligt, men at det er muligt at høre forskel mellem disse og for eksempel den franske tjeneste Qobuz´s Flac-streaming, det er helt sikkert!
Personer, som alligevel ikke kan høre forskel eller ikke er interesseret i lyd med højere opløsning, kan selv vælge lavere opløsning med streamingtjenesten de bruger, med den fordel, at det giver mere stabil afspilning, hvis internetopkoblingen er begrænset. Det er for eksempel ingen spøg at prøve at streame Flac-filer via 3G-netværket med mobilen! Men lad os, som bryder os om det, få muligheden for at vælge bedst mulig lyd, med højest mulig opløsning! Er det så forbandet vanskeligt?
Minus – Peter Gotschalk
Hvis Geir fik sin vilje, så er det ikke godt at vide, hvor meget det ville koste at abonnere på tjenester som Spotify, WiMP eller Music Unlimited. Mere end jeg ville have lyst til at betale i hvert fald. For det første er lagerplads jo ikke gratis, som Geir ellers hævder. Hvis man har et musikkatalog på 10 millioner musiknumre eller derover, som man i øvrigt skal kunne streame samtidigt til titusindvis af mennesker, så forestiller jeg mig, at det gør en forskel, hvor meget plads filerne optager. Udbyderne ville i givet fald skulle bruge væsentlig mere lagerplads og meget, meget større båndbredde og datatrafik oven i hatten! Og er brugerne parate til at betale det dobbelte eller det tredobbelte om måneden for deres streamingtjeneste? Jeg tvivler.
Det forøgede behov for datamængde vil i øvrigt også ramme brugeren, som meget hurtigt kan komme til at opbruge sine månedlige 5 eller 10 GB data, hvis han eller hun hører musik på farten et par timer om dagen via en streamingtjeneste. Nuvel, det ved Geir også godt, for han foreslår, at man skal kunne vælge streaming-kvalitet, så man alligevel får det komprimerede format, hvis man er på en 3G-forbindelse, men hvad er så pointen, spørger jeg bare?
Hvis jeg går så meget op i god lyd, har jeg så ikke lyst til og behov for at eje min musik? Lad mig skære det ud i pap: At streame i Apple Lossless eller Flac kræver væsentlig mere båndbredde, så det er kun praktisk muligt på steder, hvor man har en ordentlig Wi-Fi-forbindelse. Altså typisk derhjemme. Men hvis jeg hører musik derhjemme, skal det så absolut være via streaming? Apple tilbyder for eksempel nu musik i en ny afdeling på iTunes, som de kalder ”Mastered for iTunes”.
Apple har lavet nye retningslinjer for pladeselskaberne, som skal lave en master af musikken (sætter mixet sammen fra indspilning i studiet til et valgt lydformat, cd, MP3 AAC osv.), således at de lydfiler, som Apple bruger i iTunes Store, bliver af højere kvalitet. Og her taler vi faktisk høj kvalitet. Nemlig 24 bit/96 kHz sampling af musikken, som – i teorien i hvert fald – giver mange gange opløsningen og båndbredden fra cd-formatets 16 bit/44,1 kHz sampling.
Hvis jeg har investeret mange, mange penge i forstærker, kabler og højttalere derhjemme – eller for den sags skyld i de helt rigtige hovedtelefoner -, foretrækker jeg altså at købe min egen musik i stedet for at være afhængig af en streamingtjeneste, som den dag i morgen kan være lukket eller pludselig ikke længere have præcis min yndlingsmusik i kataloget.
Nå ja, så er der den lille detalje, at det stort set kun er elskere af jazz og klassisk musik, som reelt har noget ud af de ukomprimerede formater, hvor de enkelte instrumenter og stemmer er tydeligere og skal have mere plads. Langt det meste moderne musik – rock, pop, hiphop – er mixet og produceret på en måde, som ikke nødvendigvis har gavn af det ukomprimerede format. Ikke mindst fordi denne musiks lydbillede i sig selv er mere et helhedsindtryk end summen af de enkelte dele, men også fordi denne musik simpelthen produceres mere komprimeret.
Bare rolig, Spotify, WiMP og Music Unlimited, I mister ikke mig som kunde lige med det samme!
