Pioneer står nu på egne, spinkle ben

Hi-fi-alliancen er brudt: Pioneer og VOXX / Premium Audio Company går hver til sit. Set i bakspejlet handler det mest om bilstereo.

Pioneer logo.horisont1

(Logo: Pioneer)

Den korte, men betydningsfulde, alliance mellem Pioneer og Premium Audio Company er forbi. Bruddet sker i kølvandet på, at begge selskaber har fået nye ejere med hovedfokus på bilindustrien, hvilket rejser spørgsmål om fremtiden for de klassiske hi-fi-produkter.

I en verden af konstant forandring for de klassiske hi-fi-producenter, er endnu et kapitel nu slut. Premium Audio Company (PAC) – et datterselskab af VOXX International, der blev etableret i 2020 og ejer mærker som Klipsch og Onkyo – har meddelt, at licensaftalen med Pioneer Corporation ikke vil blive fornyet.

Aftalen, der blev indgået i 2021 i forbindelse med PAC’s opkøb af Onkyo, gav PAC rettighederne til at udvikle og sælge hjemmebiograf-produkter under Pioneer- og Pioneer Elite-navnene. Det skabte en fælles udviklingsplatform for AV-receivere fra både Onkyo, Integra, Pioneer og Pioneer Elite, hvilket resulterede i produkter, der delte en betydelig mængde teknologi under motorhjelmen.

I en mail til distributører og forhandlere beskrives bruddet som en “gensidig beslutning” – en diplomatisk vending, der signalerer afslutningen på et partnerskab, der, selvom det var kort, samlede nogle af branchens mest kendte navne.

Læs også Nyhed: Onkyo relanceres Nye ejere har ambitioner for Onkyo.

For forbrugeren betyder det, at de tætte teknologiske bånd mellem mærkerne nu kappes. Udviklingen af kommende Pioneer og Pioneer Elite-produkter til hjemmebiografen vender tilbage til Pioneer Corporation selv.

Det er vigtigt at understrege, at bruddet udelukkende gælder for hjemme-AV-divisionen. Pioneers anerkendte produkter inden for bilstereo, hovedtelefoner og professionelt DJ-udstyr har hele tiden været en del af Pioneers moderfirma.

Er hi-fi blot et vedhæng?

Baggrunden for bruddet skal findes i de seneste måneders store omvæltninger. Begge selskaber er for nylig blevet opkøbt af virksomheder, hvis primære forretningsområde er teknologi til bilindustrien. Pioneer Corporation blev i juni opkøbt af CarUX, en specialist i “smarte cockpit-løsninger”, mens PAC er et datterselskab til VOXX, der i april blev opkøbt af bilteknologi-koncernen Gentex.

Dette rejser en nærliggende mistanke: Hvor meget betyder hjemme-hi-fi egentlig i det store spil? Man kan nemt få den tanke, at de nye ejere har været mere interesserede i adgangen til bilproducenterne end i at sælge surround-receivere.

Historien har et lignende og meget tydeligt fortilfælde. Da Samsung i 2016 købte den enorme Harman-koncern, der ejer mærker som Harman Kardon og JBL, var det ikke forstærkere og højttalere til stuen, der trak. Den officielle meddelelse betonede potentialet i “automotive and connected technologies”. Et kig i Harmans regnskaber for selvsamme år bekræfter billedet: Omkring 65 procent af hele koncernens omsætning kom fra salg direkte til bilproducenter. Hjemme-produkterne fulgte med i handlen, men det var teknologien og kunderne i bilindustrien, der var den reelle guldgrube.

Læs også Nyhed: Samsung køber Harman Koreanerne har betalt 55 milliarder kroner kontant for den hæderkronede audio-koncern.

Spørgsmålet er, om vi ser en gentagelse. Vil de nye ejere hos CarUX investere de nødvendige ressourcer i at udvikle nye Pioneer-produkter til hjemmebiografen, eller vil de lade den del af forretningen visne hen til fordel for mere lukrative kontrakter med bilindustrien?

Indtil videre er fremtiden for Pioneers plads i hjemmebiografen uvis. Imens vil PAC, ifølge dem selv, fokusere på at “vokse vores kernemærker” og har forsikret, at de fortsat vil yde support på de Pioneer-produkter, der blev lanceret under deres korte, men tætte, alliance.

Læs også Nyhed: Masimo sælger sin hi-fi-division til Harman for 350 millioner dollars I alt otte lydmærker i det Masimo-ejede Sound United skifter ejer. Handelen til 2,3 milliarder kroner forventes afsluttet til nytår.
Læs videre
Exit mobile version