Få pladespillere er så berømte og eftertragtede som Technics SL1200. Den er elsket af både DJ’s og hi-fi-entusisater verden over for sin uopslidelige stabilitet. Produktionen af klassikeren stoppede i 2010, men Panasonic, der er moderfirmaet bag Technics, annoncerede på CES-messen i år, at de genoptager produktionen.
Der kommer både en standardudgave (SL-1200G) og en specialversion, kaldet SL-1200GAE. I går kom specialudgaven til salg i Japan med 300 eksemplarer til en pris på ca. 20.000 kroner stykket. Og en halv time efter var det slut.
Hvis du nu sidder og ærgrer dig over, at du ikke blev ejer af samlerversionen, der blandt andet har tonearm i magnesium, kan du glæde dig over, at der kommer 900 eksemplarer mere, som bliver tilgængelige for købere fra hele verden. Men de bliver noget dyrere: Ca. 37.500 kroner.