Marantz AV 30 og AMP 30 er (lidt) billigere highend-hjemmebio

Marantz udvider deres Reference-serie med et forstærkersæt, der fylder mindre i reolen, men som stadig kræver et dybt greb i baglommen.

Marantz AV 30 Marantz AMP 30

(Foto: Marantz)

Hvis du har gået og sukket efter Marantz’ flagskibsmodeller i hjemmebiografen, men har måttet sande, at de fysisk ikke kunne klemmes ind i TV-møblet, så er der nu godt nyt fra det japanske firma, der i fjor blev indlemmet i Harman-familien.

Marantz har netop lanceret AV 30 og AMP 30. Og selvom navnet med det højere tal kunne antyde, at vi er rykket op i hierarkiet i forhold til AV 20 og AMP 20, så forholder det sig omvendt. Der er tale om de nye “mindste” modeller i Reference-serien.

Men lad være med at kalde dem sparemodeller. Med en stykpris på 4.000 Euro (hvilket nok i danske hi-fi-butikker vil lande på den forkerte side af 30.000 kroner), er vi stadig i den tunge ende.

Læs også TEST: Marantz AV 20 og AMP 20 Marantz AV 20 og AMP 20 er et forstærkersæt, der forvandler din biografoplevelse til noget ekstraordinært.

Slankere linjer

Det mest iøjnefaldende ved det nye sæt er det fysiske format. Hvor topmodellerne er massive kasser, der kræver sin mand (og sin hylde) at bakse på plads, er AV 30 og AMP 30 designet i et slankere “slimline”-format.

Designsproget er dog umiskendeligt Marantz med den bølgede frontplade, sidebelysning og det ikoniske “koøje”-display i midten, som Marantz stædigt holder fast i, selvom det strengt taget ikke viser ret meget information. Til gengæld gemmer AV 30 et rigtigt display bag en luge, når opsætningen skal fintunes.

Marantz AV 30

Hjernen: AV 30

Forforstærkeren AV 30 er en 11.4-kanals processor. Det betyder, at den kan styre op til 11 almindelige højttalere og fire subwoofere.

Indvendigt finder man, ifølge Marantz, den nyeste SHARC dual-core DSP fra Analog Devices og 32-bit DACs. Det skal sikre, at alle de gængse lydformater som Dolby Atmos, DTS:X, Auro-3D og IMAX Enhanced bliver tygget igennem uden at miste pusten.

På videosiden er der syv HDMI-indgange, der alle understøtter 8K-video. Det er rart at vide, at man er fremtidssikret, hvis 8K engang skulle gå hen og blive relevant for almindelige mennesker.

Til rumkorrektion medfølger Audyssey MultEQ XT32. Hvis man vil have den mere avancerede Dirac Live-korrektion (inklusive Bass Control og Active Room Treatment), må man have læderet op af lommen igen. Det er ekstraudstyr, der skal tilkøbes. Hvilket ærlig talt er lidt fedtet i denne prisklasse.

Bagsiden af AV 30. (Foto: Marantz)

Musklerne: AMP 30

Effektforstærkeren AMP 30 er en klasse D-konstruktion, der leverer 6 x 200 watt(!) i 8 ohm.

Og her vil den opmærksomme læser nok studse over matematikken. Forforstærkeren har 11 kanaler, men effektforstærkeren har kun seks.

Det betyder, at hvis du vil udnytte AV 30 fuldt ud, skal du enten bruge to styks AMP 30 – eller supplere med andre effektforstærkere.

Til gengæld er AMP 30 fleksibel. Kanalerne kan brokobles, så man i stedet får 3 x 400 watt, hvis man har tungtdrevne fronthøjttalere, der skal bankes på plads.

Bagsiden af AMP 30. (Foto: Marantz)

Pris og tilgængelighed

Både Marantz AV 30 og AMP 30 lander i butikkerne i løbet af januar.

De vejledende priser er som nævnt 4.000 Euro pr. styk.

Så hvis du skal have det fulde sæt med 11 kanaler (altså én AV 30 og to AMP 30’ere), ender regningen på omkring 90.000 kroner. Plus Dirac-licens. Og endnu mere, hvis du vælger at brokoble nogle af kanalerne for højere effekt.

Men så får du også et anlæg, der ser godt ud, mens du slubrer kopnudler.

Den slanke effektforstærker yder 6 x 200 watt. (Foto: Marantz)

FAKTA: Marantz AV 30

  • Type: 11.4-kanals AV-forforstærker

  • Formater: Dolby Atmos, DTS:X, Auro-3D, IMAX Enhanced, MPEG-H

  • HDMI: 7 ind / 3 ud (alle 8K understøttet)

  • Streaming: HEOS indbygget (Spotify, Tidal, AirPlay 2 m.fl.)

  • Rumkorrektion: Audyssey MultEQ XT32 (inkluderet), Dirac Live/ART (tilkøb)

  • Dimensioner: Slimline chassis

  • Pris: ca. 30.000 kr.

FAKTA: Marantz AMP 30

  • Type: 6-kanals effektforstærker

  • Effekt: 200 W pr. kanal (8 ohm), brokobling muligt (3 x 400 W)

  • Indgange: XLR og RCA

  • Design: Matcher AV 30 med “koøje”-niveauvisning

  • Pris: ca. 30.000 kr.

Læs videre
Exit mobile version