Korg indbygger radiorør i integrerede kredse

Radiorør er i høj kurs hos både audiofile og musikere for deres bløde og muskalske lyd, men de er dyre og upraktiske. Nu har japanske Korg skrumpet dem ned i IC-størrelse.

I fire årtier var radiorør den eneste måde at forstærke lyd ad elektronisk vej. Men med opfindelsen af transistoren i 1947 blev det klodsede, sarte og energislugende vakuumrør henvist til historiens kirkegård. Det var i hvert fald, hvad man dengang spåede. Men i virkeligheden overlevede radiorøret, og i dag har den 108 år gamle forstærkerteknologi det bedre end nogensinde. Og transistoren? Ja, den lever også endnu, men er i de fleste sammenhænge blevet afløst af integrerede kredse, IC’er, hvor tusinder, millioner eller endda milliarder af transistorer er bygget sammen.

Nostalgi og retro eller ej, så sværger mange audiofile i dag til rør i hi-fi-anlægget på grund af deres varme og musikalske klang. Rørforstærkere er i høj kurs, og så lever man med ulemperne i form af høj pris og begrænset udgangseffekt på rørforstærkere.

Og i musikverdenen er tendensen endnu mere udtalt. Her skal der helst være rør i alt – fra forstærkere over keyboards og helt ned til guitar-effektpedaler. For de har sådan en dejlig måde at forvrænge på. Men komponenter af glas har det altså dårligt med livet på scenen.

Nu har instrumentfabrikanten Korg, som blandt andet laver synthesizere, opfundet en helt ny type radiorør, som passer bedre til moderne produktion. De har simpelt hen integreret radiorøret i en IC.

Trioderør i mikrostørrelse
Den usædvanlige komponent, der passende har fået navnet Nutube, er opbygget lige som et klassisk trioderør med anode, gitter og filament, og det skulle have samme karakteristiske lyd og give samme forvrængning (ups – overtoner) som et normalt trioderør.

Til gengæld bruger en Nutube kun to procent af den energi, der kræves til et normalt radiorør af glas. Det gør den egnet til batteridrift og reducerer varmeproduktionen. Det fylder også betydeligt mindre end et radiorør af glas, og endelig lover Korg, at et Nutube-rør kan holde til op til 30.000 timers brug. Ejere af rørforstærkere kan skrive under på, at det ikke er hverdagskost!

Korg afslørede Nutube på NAMM-musikmessen, og de fortæller, at der vil komme produkter med de nye mikrorør senere i år. Når ellers patenterne er faldet på plads.

Det bliver interessant at se, om Nutube finder vej over i hi-fi-verdenen også.

Kilde: Synthopia

 

Les videre
Exit mobile version