Keith Monks ReduxTwo er en pladevasker i prof-kvalitet

Den mest berømte vaskemaskine for LP'er er kommet i en ny version. Den klarer alle slags skiver. Også dine CD'er og Blu-ray-film.

Keith Monks Redux Two 1636

(Foto: Keith Monks)

At lægge en vinylplade på pladespilleren rummer uomtvisteligt mere charme end at streame musikken fra Tidal. Og mange mener også, at lyden er bedre. Men så er der det med støv og knas og støj…

Det problem giver på den anden side en god undskyldning for at anskaffe endnu mere grej. En rensemaskine til pladerne kan være løsningen, og ingen rensemaskine er mere legendarisk end dén fra britiske Keith Monks.

Keith Monks Redux Two 1605
(Foto: Keith Monks)

Det hele startede med verdens allerførste pladerensemaskine, et designsamarbejde mellem Keith Monks Audio og BBC Radio Record Library i slutningen af 1960’erne.

Over et halvt århundrede senere har Jonathan Monks, der er søn af grundlæggeren, nu præsenteret Keith Monks ReduxTwo, der lover at rense pladerne mindst lige så godt som forgængerne, men samtidig med nogle moderniseringer.

Keith Monks Redux Two 1555
Så engelsk elegant tager den fornyede Keith Monks-maskine sig ud. (Foto: Keith Monks)

Pressemeddelelsen beskriver LP-vaskemaskinen som “æstetisk slående.” Vi ville nok nærmere kalde designet for “umiskendeligt britisk.” Maskinen er lige så funktionel, som den er firkantet. Men den er heller ikke beregnet til at være en udstillingsgenstand, men til at få skiverne rene. Helt rene.

Siden Keith Monks byggede den første maskine i 1969, er verden blevet mere kompliceret. Derfor kan Redux Two rense ikke blot dine LP’er, singleplader og 78’ere, men også optiske skiver som CD, DVD og Blu-ray.

Mekanikken kan skjules under et støvlåg. (Foto: Keith Monks)

For de, der ikke kender Keith Monks-metoden, virker maskinen ved at pladen vaskes med en særlig rensevæske (der findes særlige væsker til hver medietype, samt en koncentreret væske til meget snavsede plader). Væsken påføres manuelt, men resten foregår automatisk. Når pladen er renset i bund, suges væsken op og ender i en beholder.

Et kig i maskinens indre med vacuumpumpe og væskebeholdere. (Foto: Keith Monks)

For at undgå genhør med gamle støvkorn genbruges rensevæsken ikke. Da væsken er helt naturlig og biologisk nedbrydelig, kan man skylle den ud i vasken.

Pris og tilgængelighed

Keith Monks ReduxTwo vil være tilgængelig fra november 2024 til en pris af EUR 5.570 (ca. 42.000 kr)

Mere info: Keith Monks

Der findes rensevæsker til alle disktyper og opgaver. Og da væsken ikke genbruges, er der basis for masser af nye indkøb i fremtiden. (Foto: Keith Monks)

 

Læs videre
Exit mobile version