Himmelsk SACD-spiller og DAC fra T+A

Med en pris på 100.000 kroner skulle den sandelig også gerne være det.

Den nye PDP 3000 befinder sig i flagskibsserien HV (High Voltage) fra T+A, og det skulle da også bare mangle, når prismærket siger EUR 13.000 – altså knap 100.000 kroner.

Den supereksklusive afspiller er udviklet med det formål at gengive højtopløst lyd uden nogen form for kompromis. Et supereksklusivt drivværk læser både cd og SACD, og de digitale data sendes videre til diskrete PCM- og DSD-konvertere.

Digitale indgange
For at få fuld nytte af den meget eksklusive digitaldel er afspilleren udstyret med ikke færre end syv digitale indgange. Dermed kan du sende lyden fra tv’et, spilkonsollen og din medieafspiller gennom PDP 3000 HV, og nyde førsteklasses high-end-lyd.

Massiv aluminium
Kabinettet er fræset ud af en massiv aluminiumsblok og er fri for magnetiske, jernholdige materialer. Alt sammen for at forhindre påvirkninger. Skillevægge af aluminium separerer fem skærmede kamre, som huser drivværket med digitale indgange, digitalkonverteren med analogudgangene, strømforsyningen til analogdelen, strømforsyningen til digitaldelen, og på fronten findes en skarp touchskærm til styring af det hele.

Drivværket
Cd-skuffen er monteret på to stænger som isolerer den fra resten af kabinettet, så det undgås, at vibrationer forplanter sig til signaloverførslen. Der er taget særlig hensyn til at gøre det let at lægge diskene i skuffen uden at risikere at skade dem, og de holdes på plads med et lod, for yderligere at undgå vibrationer.

Konverteren
Digitalkonverterdelen er en dobbelt differential-DAC baseret på den, som findes i cd-spilleren MP 3000 HV (ca. 80.000 kr.), men med en egen chip, som behandler DSD-signaler. Alle digitale signaler går gennem et jitterreduktionstrin, som tager imod data fra enten CD/SACD eller en hvilken som helst af de syv digitale indgange, før signalerne bliver sendt videre til konverteren.

En USB-indgang klarer både PCM og DSD. To ubalancerede RCA og to balancerede XLR-analogudgange finder du på bagsiden.

Les videre
Exit mobile version