High-End parade på Kalvebod Brygge

Lyt til fuldblodsanlæg i millionklassen og kom til intimkoncert med Panamah på dette års Hi-FI & Surround-messe, som løber af stabelen i den kommende weekend.

Hvis du har brug for at få afklaret, hvilket anlæg, du skal bruge din lottogevinst på, eller hvis du blot trænger til at drømme om det ultimative hi-fi i nogle timer, så er det værd at lægge vejen forbi Hotel Marriott i København på lørdag og søndag d. 2. og 3. november. Her finder nemlig 2013-udgaven af den årlige Hi-Fi & Surround-messe sted.

Lyd & Billede vil selvfølgelig også besøge messen og rapportere om nyhederne og oplevelserne for de hi-fi-interesserede læsere, som ikke har mulighed for at være i Købehavn selv.

Det er ægte fuldblodsanlæg i millionklassen, der bliver vist frem på weekendens messe. Danske producenter og forhandlere af high-end hi-fi giver de besøgende mulighed for at se og navnlig høre nogle af verdens bedste anlæg – både stereoanlæg og hjemmebiografer.

Interceptor Audio har som et særligt trækplaster en lille intimkoncert med det pladeaktuelle band Panamah. De spiller to numre, blandt andet “DJ Blues” fra deres seneste album. Musikken flyder gennem et par Martin Logan-højttalere og et Ayre-anlæg og ikke et PA-anlæg som normalt ved koncerter. Koncerten er lørdag kl. 13.00.

Danske sværvægtsanlæg
Danmarkskortet er godt dækket med stærke hi-fi-mærker, som Dynaudio, Dali, Vitus, Gato, Densen og Gryphon, som viser, hvorfor de bliver hyldet som de bedste af de bedste ved udstillinger rundt om i verden. De har gennem en årrække vist, at dansk hi-fi er i verdensklasse.

Specielt Gryphon hører til i den dyre klasse med et sæt højttalere til 1,2 mio. kr. Det er dog ikke den absolutte pristop. Ud over det stærke danske islæt fremviser japanske TAD et ultra high-end anlæg som nærmer sig 2,5 millioner kroner. De er dog ikke ene om at få enhver konfirmationsopsparing til at blegne. Tyske MBL og en række andre producenter leverer udstyr i samme prisklasse.

Så det er lydens absolutte Ferrarier, og arrangøren lover, at anlæggene lyder mindst ligeså godt. Alle udstillere har egne lukkede rum, så gæsterne ikke bliver forstyrret af andres musik. Messen udmærker sig ved, at der her er mulighed for at høre de bedste produkter på markedet i Danmark i omgivelser der minder om dagligstuen. Der bliver rig mulighed for fordybelse i musikkens mikrodetaljer og dynamik.

Også til almindelige forbrugere
Der er også kræset for dem der ikke har pladsen eller lysten til store anlæg med et bredt udvalg af det bedste inden for hovedtelefoner, blandt andet japanske Stax som viser hovedtelefoner i 30.000 kroners-klassen. Herudover vil der være verdenspremiere på surroundhøjttalere fra nu danske M&K sound, samt premiere på et helt nyt dansk højttalerfirma.

Side om side med de dyre anlæg vil det være muligt at finde fremragende udstyr til priser for den almindelige forbruger. For eksempel fra japanske ADL eller amerikanske NuForce, som leverer en lang række digitalløsninger og rørforstærkere og pladespillere til dem, der er på retrobølgen.

HiFi & Surround afholdes hvert år i november. Messen finder sted på Hotel Marriott på Kalvebod Brygge i København. Der er åbent lørdag d. 2. november kl. 10-18 og søndag den 3. november kl. 11-17.

Les videre
Exit mobile version