High-end højttalere fra Aston Martin

En af verdens dyreste højttalere er norsk, og lanceres i samarbejde med ingen ringere end luksusbilproducenten Aston Martin.

Ja, du læste rigtigt, nu satser det ikoniske bilmærke Aston Martin på mere end bare motorlyd. Eller rettere sagt, de satser på andre luksusprodukter, som de kan friste deres rige kunder med.

Under paraplyen Aston Martin Brands vil de tilbyde et udvalg af Aston-profilerede luksusprodukter fra forskellige partnere. Vi taler om alt fra sølvtøj og diamant øreringe til mobiltelefoner i 18 karat guld. Ja, og højttalere.

Norske Audiomoda er Aston Martins allierede indenfor audioprodukter.

Vi har underskrevet en 6 årig kontrakt med Aston Martin og er en officiel leverandør af Aston Martin Brands´ lydprodukter til hjemmet, fortæller Svein Arne Søgård, daglig leder hos Audiomoda.

Først ude er den eksklusive højttaler One-77 Verdandi, som bliver lavet i 77 eksemplarer for at matche Aston Martins topmodel One-77.Verdandi beskrives som en ”musikalsk skulptur”, og i dette tilfælde må navnet siges at være velfortjent. Den lækkert udformede højttaler er støbt i ren bronze, rager 150 centimer i vejret og vejer over 100 kilo. Hvis vægten får det til at skælve i ryghvirvlerne, kan vi berolige dig med, at du slipper for at bære to af dem. Verdandi er nemlig en fritstående højttaler, som gengiver begge stereosignaler fra ét kabinet.

For at klare den præstation bruges dobbelte 2” diskantelementer og 5” mellemtoner, som spiller i begge retninger, plus en 8” bashøjttaler monteret i bunden af kabinettet. Det giver en frekvensgang, som rækker fra 40-30.000 Hz (±2dB). Højttalerelementer og indvendige komponenter ligger skjult bag en meget speciel, akustisk transparent grill, som er lavet ved hjælp af en 3D-printer.

Kraftig DSP-forstærker
Sammen med højttaleren følger der en ekstern forstærker, som fodrer de 5 elementer med op til 1000 watts total udgangseffekt. Her kan man tilslutte op til 5 lydkilder, inklusiv iPod/iPhone og USB samt streame musik trådløst fra netværket (Wi-Fi).

Det at lave god stereolyd fra bare én højttaler er naturligvis ingen nem opgave. Audiomoda hævder imidlertid at have klaret dette ved brug af digital signalbehandling (DSP). Med digital equalizer og rumkorrektion kan højttalerne gengive både mono, stereo og virtuel surroundlyd, samtidig med den tilpasser højttalernes klang til akustikken i lytterummet.

Aston Martin-finish
Verdandi er baseret på koncept højttaleren Organic Harmony af den svensk-italienske designer Luciano Paquariello. Den er nu blevet yderligere forfinet med hjælp fra Aston Martins designafdeling.

Det indebærer blandt andet, at den leveres i ægte Aston Martin lak og matcher skinddetaljer fra supersportsvognen One-77.

Den kan også leveres med platin, sølv eller roseforgyldning, ja – eller i massivt guld, bare du har penge nok. De første eksemplarer er allerede leveret til London og Abu Dhabi, og priserne varierer fra 650.000 til 1.100.000 kroner afhængig af finish. Prisen på udgaven i 180 kilo massivt guld gives ”på forespørgsel”, men det anbefales at tjekke kurserne for guld, før du ringer…

Audiomoda lover heldigvis, at der også vil komme billigere Aston Martin audioprodukter i løbet af efteråret. Vi håber, de bliver leveret med kurér i en bil af samme navn!

www.audiomoda.no

Les videre
Exit mobile version