Håndlavet dansk rørluksus

Ny dansk rør-effektforstærker til monitorbrug og hi-fi.

Foto: Fairman

Det danske mærke Fairman er ikke så kendt i hi-fi-sammenhæng, men i lydstudier har deres produkter en tilhængerskare. Deres nyeste udspil kunne dog godt tænkes at finde vej til private lytterum.

Imens de øvrige Fairman-konstruktioner er kompressorer og equalizere til brug i lydstudier, er nyeste skud på stammen nemlig en rør-effektforstærker. Forstærkeren, der er håndbygget, er beregnet til at drive nærfelt-monitorhøjttalere, men ville lige så let kunne bruges til privat stereolytning.

Fairman KT88 Tube Stereo Amplifier arbejder i en balanceret push-pull-konfiguration med radiorør. Forforstærker og fasesplitter er DC-koblet for at undgå kondensatorer i signalvejen. Dog var fire kondensatorer nødvendige på indgangene på KT-88-rørene. De er af typen “Supreme Silver/Gold” fra tyske Mundorf.

Foto: Fairman

Udgangstransformerne er fra den legendariske svenske transformerproducent Lars Lundahl. Strømforsyningen er også bygget med Lundahl transformatorer på 250 W.

Forstærkeren arbejder i klasse AB. Der er en separat transformator til den stabiliserede biasspænding.

Forstærkeren leverer 2 x 40 W, og der er både balancerede og ubalancerede RCA-indgange. Prisen er 40.000 kroner, hvis man afhenter den hos producenten i Rødovre.

Fairman

Foto: Fairman
Les videre
Exit mobile version