Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Eminent pladespiller fra Naim

Naims første pladespiller hedder Solstice, og det er ikke en hvilken som helst pladespiller. Eller en pladespiller for hvem som helst.

Skrevet af / 21/06/2021 - 21:10
Eminent pladespiller fra Naim

Efter næsten 50 år i hi-fi-branchen har Naim endelig bestemt sig for at lave deres egen pladespiller – i et begrænset oplag. Og vi, der kender Naim, ved at den ikke kunne blive billig.

Ikke at vinyl er fremmed for Naim. Den engelske producent har både lavet RIAA-forstærkere og desuden tonearmen Aro, som mange mente var blandt de bedste arme og desuden billigere end sine direkte konkurrenter.

Men nu kommer Naim endelig med deres egen pladespiller. Det vil sige en komplet pakke med drivværk, pickup, RIAA-forstærker, tonearm og strømforsyning (endnu en type komponent, som Naim er kendt for). Til selve pladespilleren har Naim lånt ingeniører og værktøjer hos Clearaudio.

Naim tonearm Clearaudio
Produktion og montering af Naim Solstice sker på Clearaudios anlæg i Tyskland. (Foto: Naim)

Detaljer

Naims designchef, Simon Matthews, har lagt meget vægt på eksklusive detaljer. Anodiseret sort aluminium, der møder lysende logoer i klar akryl, er umiskendeligt Naim, som vi kender dem. Og da logoerne lyser op i hvidt i stedet for typisk Naim-grønt, aner vi tydelige paralleller til deres flagskibsforstærker Statement.

Læs også Superforstærker jorder konkurrenterne Naim Supernait 3 er afgjort et af de virkelig gode forstærkerkøb til under 50.000 kroner. Den har alt – undtagen digitalindgange.

En drøm

Ifølge pressemeddelelsen har en Naim-pladespiller været bland teknisk direktør Roy Georges planer i mange år: “Efter utallige timer på tegnestadiet kunne hans gode designideer endelig folde sig ud i levende live i samarbejde med de tyske vinylspecialister hos Clearaudio.”

Og videre hedder det: “Målet har været at få en lydmæssig pakke med den letgenkendelige Naim-lydsignatur. Takt, rytme og timing med fokus på detaljer og en rig musikalsk spillemåde, der bare skal opleves!”

Naim Solstice
Naim Solstice – tung og lækker pladespiller. (Foto: Naim)

Pladespilleren: Naim Solstice NVS TT

Selv i deres strømforsyninger og digitale netværksafspillere er Naim optaget af at fjerne uønsket mekanisk vibration, hvilket ikke mindst er vigtigt i en avanceret mekanisk konstruktion som en pladespiller.

Derfor er pladetallerkenen lavet af tung aluminium med høj masse og hviler på et ekstremt præcist magnetisk leje for at undgå uønsket friktion og desuden bidrage til præcis hastighed.

Naim Solstice rear
(Foto: Naim)

Der er lavet separate akustiske kanaler i basen for at bortlede uønsket energi og dermed sørge for maksimal ydelse for både tallerken og tonearm.

Motoren er selvkalibrerende med remdrev og analyserer konstant pladetallerkenens hastighed for at holde hastighedsvariationer på et absolut minimum.

Pladespilleren drives af en ekstern strømforsyning for yderligere stabil drift.

Naim Solstice Aro Equinox cartridge
Tonearmen Naim Aro er blevet genoplivet og forbedret. Equinox-pickuppen sætter prikken over i’et. (Foto: Naim)

Tonearmen: Naim Aro

Den klassiske Naim Aro-tonearm havde sin storhedstid i anden halvdel af 1990’erne, men produktionen blev stoppet i 2010. Når Naim nu igen børster støvet af armen, er det med tydelige – og forhåbentlig hørbare – opgraderinger.

Armen – der oprindelig var så stiv, at den nærmest var umulig at bøje ved håndkraft – er blevet opgraderet med både kulstof og wolfram for at øge stivheden yderligere og desuden give den lavere masse.

Den nye arm er lettere at justere armhøjde og azimut på. Den nye ARO tilbyder nem justering af armhøjde og horisontal vinkel (azimuth), og har en meget præcis og lineær magnetisk løsning for bias-vægt (anti-skating). Pickupper kan fastgøres med både tre og to punkter.

Pickuppen: Naim Equinox MC

Sættet inkluderer også en Equinox MC-pickup med avanceret MicroLine-slibning af nålen, som skal give ekstra god kontakt med rillerne. Slibningen er modelleret med et avanceret computerprogram og skulle være meget tæt på formen på det skærehoved, der skærer vinylpladerne. Hvilket igen skal give ekstra god præcision ved høje frekvenser og transienter.

Nålearmen er lavet af metallet bor, der har meget lav masse og høj stivhed, hvilket skal sikre meget præcis aflæsning. Selve huset er i internt dæmpet anodiseret aluminium, og alle dele af motoren er ekstra godt fæstnet for maksimal positiv energioverførsel.

Naim Solstice riaa & psu
Naim Solstice har separat RIAA-forstærker og strømforsyning. (Foto: Naim)

Strømforsyningen: Naim Solstice NPX TT PSU

Dedikerede strømforsyninger er noget, Naim kan, for de ønsker den renest mulige strøm – uanset om det er en DAC eller en forstærker, der er på menuen. Eller, som her, en pladespiller.

NPX TT PSU, som den hedder her, er i virkeligheden to strømforsyninger i samme kabinet: En til pladespilleren og en til RIAA-forstærkeren (phono-trinet). Naim mener, at det er afgørende at adskille de to, og har arbejdet hårdt for at lykkes med det uden at skulle montere dem i hver sit kabinet.

Strømforsyningen huser Naims avancerede DR-spændingsregulatorer, en overdimensioneret transformer samt kondensatorbanker. Mekanisk afkobling er stikordet her, såvel som isolering af elektromagnetisk interferens. Strømmen leveres til komponenterne via multipin-kabler.

Naim Solstice psu rear
(Foto: Naim)

RIAA-forstærkeren: Naim Solstice NVC TT

Naim er kendt for deres pladespillerforstærkere, også kendt som RIAA-forstærkere eller phono-trin. Superline MC er den sejeste, de har i sortimentet i dag. Solstices RIAA er inspireret af netop Superline, men har fået nogle nye innovationer med i købet.

Solstices dedikerede phono-trin er det første til at bruge DR-kredse internt i kredsløbsdesignet. Med klasse A-forstærkning og præcise filterkredsløb skal NVC TT være ekstremt støjfri med meget lav forvrængning.

“Det eneste, du hører, er lyden af dine plader!” hævder Naim.

MM- og MC-delene er fuldstændig adskilt med egne forstærkerkredsløb og med 16 valg for modstand og kapacitans. Der er hele 256 forskellige indstillinger til MC-pickupper, så her må man holde tungen lige i munden!

Sammen med strømforsyningen bliver vi lovet et ekstremt rent og dynamisk signal “med tonsvis af Naims genkendelige PRAT (pace, rhythm and timing)”.

Tilsammen skal alle disse komponenter gå op i en højere enhed, og hvis vi kender Naim ret, bliver det garanteret ikke dårligt. Eller billigt.

Naim Solstice riaa rear
(Foto: Naim)

Pris og tilgængelighed

Pladespillerpakken Naim Solstice kommer i et begrænset oplag på 500 eksemplarer på verdensplan. Levering starter denne sommer, og prisen bliver ikke småting: 139.900 kroner! Ingen af komponenterne sælges separat.

Læs mere: naimaudio.com

Naim Solstice(3) Naim Solstice(2) Naim Solstice turntable Naim Solstice lifestyle-low_res-width-3840px-gigapixel Naim Solstice lifestyle Naim Solstice Equinox pickup Naim Solstice Vinyl Book
<
>
(Foto: Naim)
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Billigere streaming fra Auralic

Ny og bedre forstærker fra Cambridge Audio

Goldmund effektforstærker: Men spørg ikke om prisen ...

En forstærker for drømmere

Vinyl sætter ny rekord

Komplet anlæg i retrostil

Pladespiller med plug and play

Nyt fra schweiziske Soulution

Rogers LS3/5A - klassikeren vi ikke glemmer

En klassiker vi ikke glemmer

Da hi-fi var en livsstil

Noget helt særligt til din pladesamling

0
Lyd & Billede
Scroll to Top