Arkamys og Beyerdynamic samarbejder om lyd i bilen

Snart kan du få lyd fra Beyerdynamic i din bil.

Volvo XC90 Beyerdynamic

(Foto: Arkamys)

Det franske firma Arkamys har vi hørt om før. De laver bl.a. software til billyd, og du finder dem i biler fra bl.a. Citroên og DS. Vi har også hørt om det tyske firma Beyerdynamic – de har trods alt eksisteret i 100 år, og listen over tests, vi har lavet med Beyerdynamic-produkter, er lang. Specialisten i studielyd laver nogle af de fineste hovedtelefoner, vi kender, og nu samarbejder de med Arkamys om billyd.

Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Markedet for lyd i bilen virker næsten umætteligt, og de fleste bilproducenter leverer lyd til bilen fra en anerkendt hi-fi- og højttalerproducent.

Læs også TEST: Beyerdynamic Aventho 300 Med de trådløse Aventho 300-hovedtelefoner har Beyerdynamic taget ved lære af Lagoon ANC i et nyt forsøg på at udfordre de etablerede spillere i premiumsegmentet.

Vi ved endnu ikke så meget om samarbejdet mellem Arkamys og Beyerdynamic, andet end at de viser et lydsystem i en Volvo XC90 på IAA Mobility 2025 i München.

Her er det Arkamys’ softwareekspertise kombineret med Beyerdynamics lydsignatur, der er skræddersyet til den udstillingsbil, der vises i den sydtyske storby.

Anlægget er bygget op omkring Volvos hovedenhed, og lydprofilen er afstemt efter bilens akustik, men man kan også vælge andre lydprofiler som Studio Mode, Podcast Mode – og Live Mode, hvor man kan finjustere lydparametrene efter egen smag.

Med Arkamys ekspertise og Beyerdynamics erfaring kan dette blive rigtig godt, så vi må se, hvilke bilproducenter der bider på krogen.

Læs videre
Exit mobile version