Altædende medie-afspiller fra Primare

Primare BD32 kan spille alt fra cd'er, over Blu-ray og DSD, til Netflix i 4K-opløsning.

Hvis du vil have topkvalitet på alle dine mediefiler, uanset format, har dansk-svenske Primare et bud på løsningen. Primare BD-32 MK 2 er angiveligt high-end-medieformaternes svar på schweizerkniven.

Afspilleren klarer enhver optisk disk, du kan få plads til i skuffen: Blu-ray, DVD, cd, SACD og DVD-A. Den håndterer med samme selvfølgelighed alle gængse lyd- og videofiler, som måtte ligge på en disk, ligesom den kan afspille mediefiler fra USB eller DLNA eller via husets netværk (ethernetport er indbygget, men Wi-Fi kræver dog en adapter).

Som man kan se af navnet, er der tale om en opdateret version af en eksisterende afspiller. Blandt nyhederne er understøttelse af Netflix-streaming og opskalering til 4K, to features, som ikke var relevante, dengang første udgave kom i 2011. I øvrigt fylder skemaet over medieformater hele to sider i produktarket – alle med “yes” i samtlige kolonner.

Balancerede lydudgange til stereo og RCA-udgange til 71-surround, samt HDMI til 4K-video. Der er godt fyldt op på bagsiden.

Ud over at afspille lyd i topkvalitet kan Primare BD-32 glæde hjemmebiofolkene med dekodning af Dolby True HD og DTS Master Audio. Der er balancerede XLR-stereo-lydudgange og otte RCA-lydudgange til (7.1) multikanalslyd. Her mangler man intet. Det skulle da lige være Dolby Atmos-support.

Ét er antallet af medieformater, et andet kvaliteten, og her har Primare drysset gavmildt med dyre komponenter i elektronikdelen. Crystal DSD-konvertere, operationsforstærkere fra Burr-Brown, kondensatorer fra Wima og Epcos og modstande af MELF-typen.

Hvis løfterne holder, og vi glæder os til selv at lægge øre og øjne til Primare BD-32, behøver du således kun én afspiller til lyd, hjemmebiograf og mediefiler af enhver slags. Og du får sandsynligvis også kun råd til den ene, eftersom prisen på den ekstreme afspiller er 29.999 kroner.

System Audio

Les videre
Exit mobile version