Et kig i arkivet afslørede, at der er gået fire år siden vi sidst testede noget fra østrigske AKG, men nu kan det være, der snart kommer en ny testmulighed. AKG har nemlig lanceret to trådløse modeller, som vi næsten havde glemt, at de præsenterede på CES i januar. Hvorfor det har taget så lang tid, før de endelig er klar til butikkerne, vides ikke, men det varer i hvert fald ikke længe, før man nu kan finde hørepropperne AKG N9 Hybrid og N5 Hybrid på hylderne.
Her får man adaptiv støjreduktion og fire mikrofoner, så der opnås optimal samtalekvalitet, samt en lille USB-dongle, der understøtter højopløst 24-bit lyd. Man kan naturligvis tilslutte sin laptop eller mobil med Bluetooth, men med USB-donglen får man en meget større båndbredde på 2,4 GHz, hvilket giver mulighed for at lytte til musik i højopløste formater via hovedtelefonerne.
Donglen gør det muligt at være tilsluttet to enheder, og musikken fra mobilen kan sættes på pause, når Zoom-mødet starter på laptop’en. Desuden kan hovedtelefonerne også tilsluttes med kabel.
Der er selvfølgelig en app, hvor man kan justere eq og vælge forudindstillinger, der er tilpasset samtaler, film, gaming og så videre. Hvis man slår støjreduktionen fra, er batteritiden på N9 Hybrid hele 100 timer, eller 85 timer, hvis man bruger donglen.
Lyden leveres af en 40 mm stor membran med Liquid Crystal Polymer (LCP), som skal bevare musikkens dynamik uden forvrængning, selv ved høj volumen.
N9 Hybrid koster 2699 kr., mens ørepropperne N5 Hybrid koster 1999 kr.