At besøge en hi-fi-butik i dag kan næsten føles som at rejse tilbage i tiden: Butikkerne flyder over med retro-inspirerede lydprodukter med et klassisk look.
Hi-fi-producenterne er gået tilbage til deres rødder, har ladet sig inspirere af vintage hi-fi-produkter og forbedret eller redesignet dem fra bunden ved hjælp af moderne knowhow og produktionsmetoder.
Det bedste af det hele: Nu kan dit hi-fi-anlæg igen ligne et ægte, klassisk stereoanlæg!
I denne oversigt har redaktionen samlet nogle af de bedste retro-inspirerede hi-fi-produkter, som du kan købe nye i dag.
Retro hi-fi kan godt være moderne
Hi-fi behøver ikke at se futuristisk, strømlinet og højteknologisk ud. Både højttalere og elektronik vender tilbage til en mere funktionel form. Højttalerne er blevet større, mere kasseformede og kantede, ofte med kabinetter i ægte træfinér og nogle sprøde retrofarver til stofgitteret.
Forstærkerne har fået sidepaneler af træ, udgangstrinnet består af enten rør eller transistorer og har ofte et par oplyste VU-metre der bevæger sig i takt med musikken. Lydkilden er som regel en CD- eller pladeafspiller, eller endda kassettebånd – hvis man føler sig rigtig nostalgisk.
Retro-inspirerede hi-fi-komponenter tager os tilbage til en tid, hvor det at lytte til musik var en bevidst aktivitet, snarere end “baggrundsstøj” blandet med indhold fra din mobiltelefon: Nogle gange er det rart bare at afspille musik fra en pålidelig lydkilde, mens man fordyber sig i et stilfuldt pladeomslag eller cover.
Når alt kommer til alt, behøver ikke alt at være forbundet til Wi-Fi og styret af en app – selvom det kan være rart at have den mulighed.
Herunder kan du læse mere om de bedste og mest spændende “retro”-højttalere og hi-fi-produkter, som redaktionen har testet og skrevet om. Måske kan du finde en ny favorit blandt disse moderne hi-fi-klassikere?
