Inden for gaming taler vi ofte om titler, der definerer en hel generation. Men for den japanske gigant Nintendo og Game Freak har Pokémon defineret samtlige generationer de sidste tre årtier. Pokémon fylder 30 år i 2026, og jubilæumssiden er gået i luften med en global opfordring til at vælge din favorit blandt de nu over 1.000 unikke væsener.
Fra håndkonsol til hybrid-gaming
Rejsen gennem Pokémon-historien er også en rejse gennem Nintendos hardware-udvikling. Det hele begyndte i 1996 på den originale Game Boy med Pokémon Red og Green (og senere Blue), hvor 151 figurer blev vækket til live i fire gråtoner. Da Game Boy Color tog over i 1999 med Pokémon Gold og Silver, fik vi for første gang farver på monstrene, mens Game Boy Advance i 2002 introducerede en markant grafisk opgradering med Ruby og Sapphire.
Med lanceringen af Nintendo DS i 2004 og senere 3DS i 2011 flyttede spillene sig ind i en verden med to skærme og 3D-effekter. Her fik vi titler, der for alvor begyndte at eksperimentere med polygoner i stedet for pixels. Det helt store skift kom dog med Nintendo Switch i 2017, som forenede den håndholdte oplevelse med stue-konsollen og gav os store åbne verdener, der teknisk set presser den mobile hardware til det yderste.
Nørdkultur uden grænser
Pokémon er for længst vokset ud af konsollernes beskedne kabinetter. Det, der startede som en simpel idé om at bytte digitale insekter via et fysisk link-kabel, er i dag et af verdens mest komplekse medie-økosystemer.
Samlekortene: Det analoge fundament, der blev lanceret sidst i 90’erne, og som i dag handles for svimlende beløb på brugtmarkedet. Den absolutte topscorer er Pikachu Illustrator. Det eneste kendte kort i perfekt stand blev solgt i 2021 for 5,3 millioner USD (ca. 36 millioner kroner). Kortet er nu sat til salg igen, og buddene har rundet 6,3 millioner USD. (ca. 43 millioner kroner).
Film og anime: Siden 1997 har animationsserien gjort Pikachu til et mere genkendeligt ikon, der kan konkurrere med Mickey Mouse.
Pokémon GO: Den teknologiske genistreg fra 2016, der beviste, at Augmented Reality (AR) på mobilen faktisk kunne drive folk ud af sofaen for at lede efter monstre i nabolaget.
Efter 30 år må vi bare konstatere, at Pokémon er en af de ubestridte konger af underholdningsmarkedet. Brandet har formået at transformere sig fra en håndholdt niche til en global platform, der nægter at gå på pension.
Om du har “fanget dem allesammen” er efterhånden irrelevant. Med over 1.000 arter kræver det en dedikation og en hukommelse, som de færreste besidder. Men jubilæet minder os om, at en god spilmekanik og et stærkt univers ikke forældes – det bliver blot mere teknisk komplekst og væsentligt dyrere at følge med i.
