Nyhed

Fem nye LG-skærme til seriøs gaming

Fem nye OLED-skærme med høj opløsning, høj hastighed - og en pris, der matcher.

(Foto: LG)

LG er nu klar med de nyeste modeller i deres UltraGear-serie af gamingskærme. Det drejer sig om fem OLED-skærme med høj opløsning og ditto hastighed.

De fem nye skærme spænder over størrelser fra 27 til 45 tommer og fås både i bred (16:9) og ultrabred form (21:9), alle med en responstid på 0,03 ms og 240 Hz opdateringsfrekvens ved maksimal opløsning.

Topmodellen er 32-tommers-flagskibet UltraGear 32GS95UE, som er rettet mod e-sport. Skærmen har mulighed for at skifte opløsning og opdateringshastighed. LG kalder det “Dual-Hz” (selv om “Dual frequency” havde været mere nærliggende). Med et tryk på en knap kan man skifte mellem 240 Hz ved 3.840 × 2.160 pixels (4K UHD) og 480 Hz ved 1.920 × 1.080 (Full HD).

En trio af buede 240 Hz OLED-skærme er også på vej til butikkerne, alle med en opløsning på 3.440×1.440 (WQHD) og en krumning på 800R. De kommer i 21:9-format og størrelser på 34, 39 og 45 tommer, kaldet henholdsvis 34GS95QE, 39GS95QE og 45GS95QE.

<
>
39GS95QE (Foto: LG)

Den sidste model er 27-tommeren 27GS95QE med en opløsning på 2.560 × 1.440 pixels (QHD) i 16:9-format.

De nye skærme har en række tilslutningsmuligheder med to HDMI 2.1-porte, en DisplayPort 1.4, USB-hub-funktionalitet og en 3,5 mm hovedtelefonudgang. Adaptiv synkronisering understøttes også med både FreeSync Premium Pro og G-Sync.

Pris og tilgængelighed

34″ og 39″ modellerne kan købes fra slutningen af april til henholdsvis 10.490 kr og 11.990 kr.
Modellerne på 32″ og 45″ kommer i juni, og prisen bliver 11.990 kr og 14.190 kr.
Varianten på 27 tommer er tilgængelig allerede nu til en pris på 8.199 kr.

Les videre
Exit mobile version