Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Xbox One kommer i år

Prisen er også klar. Og samtidig med konsollen lanceres en række, nye spil.

Skrevet af / 10/06/2013 - 22:37
Xbox One kommer i år

Ved dagens lancering på E3-messen kunne Microsoft endelig afsløre den næste generation Xbox-spillekonsol. Det er nu slået fast, at den kommer til Europa i november til en pris på 499 euro. Microsoft har bekræftet, at Danmark bliver blandt de 21 lande, hvor Xbox One bliver lanceret først. Andre lande på listen inkluderer Tyskland, USA, Italien, Østrig, Norge, Sverige, Brasilien og Rusland. En præcis dansk pris kender vi endnu ikke, men vi skal nok forvente et beløb i omegnen af 4.000 danske kroner.

Lancering med fokus på spil
Dagens lancering fokuserede næsten udelukkende på spil, og dermed fik vi ikke noget svar på det store spørgsmål om, hvad der sker i forhold til understøttelse af brugte spil. Hidtil har det været antydet, at man skal betale en licens for at spille brugte spil, som man låner af venner eller køber, men i givet fald spekulerer vi over, om det mon kommer til at gøre spritnye spil billigere, nu hvor et spil ikke længere uden videre kan spilles på flere brugerkonti.

Læs mere om selve Xbox One-konsollen her.

Men som skrevet…. i dag drejede det sig primært om spillene, og traditionen tro var de fleste af dem af typen voldelige first person shooters.

Metal Gear Solid 5
De fleste spil blev præsenteret via en trailer. Som for eksempel Metal Gear Solid 5, der i den nyeste udgave tilsyneladende er blevet en western. Grafik og bevægelse ser imponerende virkelighedstro ud, men det er svært at reelt vurdere på grundlag af en trailer.

Assasins Creed 4 og Halo 3
Det samme gælder Assasins Creed 4 og Halo 3. Sidstnævnte bliver der snakket ekstra meget om for tiden, efter at det blev kendt, at selveste Steven Spielberg skal instruere en tv-serie bygget på spillene. Halo 3 fik vi at se i form af en trailer, der viser en alien, der vandrer rundt i en ørken, da et gigantisk rumskib pludselig dukker op mellem sandklitterne. Spændende…

Forza 5 – spil mod simulerede venner!
Et af de få spil, som faktisk blev demonstreret via gameplay, var bilspillet Forza 5. Blandt andet har spillet fået en helt ny bil fra McLaren – nemlig P1. I virkelighedens verden er der kun fremstillet to eksemplarer af denne model, der er så højteknologisk, at den ikke engang må køre på Formel 1-banen. Og både denne og andre biler ser fantastiske ud i Forza 5. Udover glimrende grafik, som til fulde udnytter Xbox Ones høje polygonopløsning, er der meget livagtig farvedybde i spillet. Selv lakeringen på bilerne kan man se med dens mange nuancer, og med ægte 60 billeder per sekund ser det meget realistisk ud.

En anden cool detalje ved Forza 5 er, at autopiloten med tiden lærer, hvordan du kører, hvilket betyder, at køreassistenten i spillet bedre kan guide dig ind og ud af svingene. Det betyder også, at du kan spille mod dine venner online, selvom de slet ikke er logget på! Deres autopilot har nemlig også lært, hvordan de kører, så derfor kan du spille mod simulerede udgaver af dine venner. Fedt!

Dead Rising 3
Vi fik også en smagsprøve på Dead Rising 3 – et “open world”-spil med flere zombier, end man kan tælle! Og her lader det til, at traileren faktisk viste grafikken, som den kommer til at se ud i spillet. I så fald er den imponerende. Alt, du finder, kan bruges som våben i kampen mod zombierne. Spillet kan desuden bruges sammen med Xbox SmartGlass, der gør, at du kan bruge din smartphone eller tablet i forlængelse af spillet.

Battlefield 4
Som mange andre spil til Xbox One er Battlefield 4: Second Assault et ægte 1080p 60 fps-spil. En first person shooter, som de bør laves. Realistisk! Kommer først til Xbox One, men bliver senere lanceret til andre platforme også.

Andre spillanceringer:

  • Titanfall
  • Rye: Son of Rome
  • Max: The Curse of Brotherhood
  • Killer Instinct
  • Minecraft: Xbox One edition
  • D4
  • The Witcher 3: Wild Hunt
  • What Lies Below

Ny Xbox 360-konsol
Microsoft lancerede også en ny udgave af den eksisterende Xbox 360. Den er mere slank og lækker, og ikke mindst er den mere stille end nogensinde. Også til Xbox 360 kommer der nye spil. Herunder:

  • Assansins Creed 2
  • Halo 3
  • Splintercell Blacklist
  • Batman Arkham Origins
  • Grandtheft Auto 5
  • World of Tanks

Som en del af lanceringen af Xbox One opgraderes abonnementtjenesten Xbox Live. Fremover vil man for eksempel kunne dele egne videoer fra spil, man selv har spillet (redigeringsprogram er nu indbygget i tjenesten), og man vil også kunne chatte med folk, mens man spiller mod hinanden. Man kan i modsætning til tidligere have så mange venner, man ønsker, og Microsoft Points bliver erstattet med rigtige menneskepenge. Her til lands er det vist nok danske kroner.

Eksisterende guldmedlemmer får deres medlemsskab med over på Xbox One uden videre, og fra 1. juli får alle guldmedlemmer to gratis spil-downloads til evig arv og eje.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top