Hvis du sætter kompakt størrelse og lav vægt højere end kæmpekræfter og evnen til at køre samme styresystem som på kontoret, så ligner Lenovo A10 et spændende bud.
Der er tale om en 10,1″ dual-mode-bærbar med ARM-processor (Cortex A9 quad-core) og styresystemet er Android 4.2. Vægten er under et kg, og tykkelsen er 17,3 mm på det tykkeste.
Computeren kan enten bruges som Android-tablet med 10-punkts multi-touch-skærm, eller man kan klappe tastaturet, som gemmer sig bag skærmen, ud og bruge den som traditionel laptop.
Processoren har en arbejdshastighed på 1,6 GHz, hvilket er det hidtil højeste på ARM-baserede processorer. Skærmopløsningen er 1366 x 768. Der er indbyggede stereohøjttalere og et 0,3 Mp integreret webcam.
A10 kommer i forskellige varianter med 1 eller 2 GB RAM og 16 eller 32 GB lager. Man kan udvide lagerkapaciteten med et micro SD-kort på maks. 64 GB. Der er også USB-indgange og HDMI-tilslutning.
Selv om computeren er lille og let, er batteritiden i den absolut bedre ende. Under videoafspilning klarer Lenovo A10 i følge producenten op til ni timers uafbrudt brug.
Lenovo A10 kan købes fra november til en pris fra 1.700 kr.