Samsung driller både iPad og Surface i ny reklame

Den koreanske elektronikgigant reklamerer aggressivt for den nye Galaxy NotePRO-tablet. Og man er ikke for fin til at lave sjov med konkurrenterne.

Vi har næsten kun haft rosende ord til overs for Samsungs nye tablet til professionelle, Galaxy NotePRO. Men koreanerne kan skam også selv finde ud af at rose deres eget produkt. Og det gør de gerne på bekostning af konkurrenterne.

I reklamen, du kan se under denne artikel, er det i første omgang Apples iPad, som får smæk, fordi den angiveligt ikke kan sende en email med en vedhæftet fil midt under en videosamtale. Derefter er det Microsofts Surface, der bliver drillet med, at den slet ikke er en tablet, men i virkeligheden en bærbar computer.

Det er måske ikke så mystisk, at Samsung føler, det er nødvendigt at mobbe især Apple. Firmaets iPad er muligvis ikke så dominerende på tablet-markedet, som den har været, men Apple sælger stadig lige så mange iPads, som de største fire konkurrenter, herunder Samsung, sælger tablets til sammen!

Men hvad mener du? Går Samsung over stregen? Eller er det ok, at Samsung med et glimt i øjet driller konkurrenterne?

Les videre
Exit mobile version