At Apple skulle være på vej med en ultralet bærbar med retina-skærm har vi vidst længe, men det var alligevel lidt af en bombe, da den nye MacBook med Force Touch blev lanceret i mandags.
Men selvom Apples MacBook blot er 13,1 mm tynd og har en skærmopløsning på 2.304 x 1440 pixels fordelt på 12” (lig med en pixeltæthed på 226 ppi), så kommer den ikke op på siden af konkurrerende ultrabooks fra firmaer som ASUS, Dell og Lenovo. Ikke på papiret i hvert fald. Hvordan den klarer sig i test, kan vi ikke vente med at finde ud af, men førnævnte pc-producenter har været hurtige på aftrækkeren og har allerede meldt klart ud, at deres maskiner er overlegne i forhold til Apples nye MacBook på flere punkter.
13,1 mm? Ha, ha, ha, siger ASUS på Twitter, og gør opmærksom på, at deres nye Zenbook UX305 (som vi øvrigt går i gang med at teste i næste uge) kun er 12,3 mm tynd!
Lenovo har også vejet Apples MacBook og fundet den for… tyk? Her gør de i hvert fald opmærksom på, at deres Yoga 3 Pro (som vi har testet uden at blive imponerede) kun måler 12,8 mm om livet. De glemmer så godt nok, at Yoga 3 Pro til gengæld vejer cirka 300 gram mere end den nye MacBook. Detaljer, detaljer.
Dell er stolte af deres nye XPS 13 (som vi lige netop har testet til april-udgaven af Lyd & Billede. Testen kommer online på et senere tidspunkt, men lad os allerede nu afsløre, at den nye XPS 13 slog benene væk under os), der med en skærmopløsning på 3200 x 1800 pixels fordelt på 13,3” har langt flere pixels og en højere pixeltæthed end Apples nye MacBook.
På Apples vegne kunne man indvende følgende: “Men har jeres computere Force Touch? Har de? Hva’? Hva’? Hva’?” Imidlertid har den virkelige reaktion fra Apple været knusende tavshed.
Lidt kedeligt, egentlig, når man tænker på Apples sjove PC vs. Mac-reklamer fra de gode gamle dage.
Vi tager ti af de sjoveste herunder for at runde ugen af i godt humør:






