Krumme fladskærme (hvis de så stadig kan kaldes flade?) var det store tv-trækplaster i fjor. De buede skærme giver i teorien et mere korrekt billede, da afstanden mellem skærmen og øjnene er den samme over hele billedfladen. Og oplevelsen bliver ikke mindst mere intens og omsluttende.
Den effekt har computerspillere imidlertid endnu mere gavn af end tv-kiggere, og da man sidder langt tættere på computerskærmen end på fjernsynet, er effekten så meget desto større.
Det har både Phlips og BenQ regnet ud, og de giver hver deres bud på en krum luksusskærm.

Afslører lurende fjender i skyggerne
BenQ XR3501 en imponerende skærm med en størrelse på hele 35 tommer. Billedformatet er 21:9, og opløsningen på 2.560 x 1.080 pixel. Opdateringshastigheden er 144 Hz. Det brede format skulle i følge BenQ være særlig egnet til spil, og i øvrigt give plads til flere åbne programmer på skrivebordet. Det betyder, at både modkørere og racerbanernes mange detaljer står knivskarpt og ikke tværer ud, når speederen trykkes helt i bund.
For ikke at gå glip af (for spilfiguren) livsvigtige detaljer er skærmen udstyret med en såkaldt Black eQualizer-farveteknologi, som skruer op for lyset i skærmbilledets mørkeste områder uden at overeksponere de lyse dele af billedet. På den måde opdager man lettere fjender, der gemmer sig i skyggefulde kroge.
Skærmen er udstyret med to HDMI 1.4-indgange, DisplayPort 1.2, MiniDisdplayPort og 3,5 mm jack-lydindgang. Prisen er 9.490 kr.

Højtopløst farve og lyd
Philips’ bud i samme genre hedder BDM3490UC, og er ligeledes en 21:9-skærm i krumt format. Skærmstørrelsen er en anelse mindre, nemlig, 34″, imens opløsningen til gengæld er oppe på 3.440 x 1.440 pixels.
Skærmen kan gengive mere end en milliard farver, hvilket skulle give helt glatte farveovergange. Den understøtter 99% af sRGB-farvespekret og bevarer derfor farvenøjagtigheden på tværs af programmer og enheder. Også lyden er der gjort noget ud af, med DTS-lydteknologi.
BDM3490UC har to HDMI 1.4-indgange, DisplayPort 1.2 og fire USB-3-porte. Der er desuden lydindgang og hovedtelefonudgang. Skærmen er tilgængelig i fjerde kvartal af 2015 til en pris på 8.599 kroner.