HP-produkter får lyd fra Bang & Olufsen

Både bærbare og stationære computere samt tablets fra HP får i fremtiden lyd fra danske B&O.

Hver eneste bærbare og stationære computer og hver eneste tablet fra HP vil fremover blive indstillet individuelt, så lyden bliver så præcis som muligt. Samtidig vil alle HP-enheder, der mærkes med B&O- eller B&O Play-logo, blive konstrueret således, at al elektronik, der har med lyden at gøre, isoleres i en slags “lyd-ø” fra resten af elektronikken.

Også på software-siden sker der ting og sager. Således vil alle HP-enheder i fremtiden komme med et særligt kontrolpanel, så brugerne kan indstille lyden, som de ønsker.

Det hele er resultatet af et nyt samarbejde mellem den amerikanske pc-producent Hewlett-Packard og danske Bang & Olufsen. I en pressemeddelelse om samarbejdet står der bl.a.:

“Lyd spiller en vigtig rolle for den oplevelse, som kunderne får fra deres pc’er, tablets og tilbehør, uanset om det handler om at se en film, lytte til musik eller skype med venner og familie,” siger Ron Coughlin, Senior Vice President, Personal Systems, HP. “Med deres passion og ekspertise er vi begejstrede for at arbejde sammen med Bang & Olufsen om at skabe ekstraordinære lydoplevelser for kunderne.”

“Bang & Olufsen og B&O PLAY har en lang tradition for at levere gode musik- og lydoplevelser til folk, uanset hvor de ønsker at nyde deres medier,” siger Tue Mantoni, CEO, Bang & Olufsen. “Vi er glade for at samarbejde med HP om at kunne tilbyde vores ikoniske lyd i HP’s pc’er.”

De første HP-enheder med lyd fra Bang & Olufsen og B&O PLAY, herunder produkter i HP’s Spectre og Envy-serier, vil komme på markedet her i foråret.

Les videre
Exit mobile version