Her på redaktionen er vi alle gadgetfreaks – endda så meget, at vi kan leve af det. Men vi er dog for intet at regne i sammenligning med gadgetoverfreaken Batman, der takket være sit dagjob som multimilliarden Bruce Wayne råder over næsten ubegrænsede midler.
Den kappeklædte forbrydermaltraktør har gennem sin mangeårige karriere i hænderne på tegneserietegnere og filminstruktører stille og roligt optrappet arsenalet af smarte dimser og grupopvækkende gadgets. Det gælder også hans køretøj, batmobilen, der fra begyndelsen i 1941, hvor den ikke engang var sort, men som gennem årene er blevet stadig mere truende og pansret, efterhånden som skurkene er har øget kaliberen på deres våben.
Vi var nogle, der havde troet, at den terrængående tumbler i Chris Nolans tre Batman-film var det endemålet for dét våbenkapløb. Men nej! Når Zack Snyder overtager iscenesættelsen af flagermusemanden, øges våbenkapløbet yderligere. Der har gennem nogle dage cirkuleret manipulerede billeder på nettet, som angiveligt skulle vise den nye Batmobil. Men nu har Zack Snyder taget til genmæle.
Billedet øverst på siden er det første officielle billede fra den kommende “Batman vs. Superman: Dawn of Justice”. Stik mod al sandsynlighed er det lykkedes at gøre køretøjet endnu mere kantet og truende end Tumbleren. Den nye Batmobil ser på en gang maskinel og organisk ud. Og ganske velbevæbnet.
Vi tror, at det blå-røde superduksedreng kommer til at få bøllebank!