Gratis Windows fra Microsoft

Microsoft går i kødet på Google ved at udsende gratis "Windows til ting".

Så skete det, som open source-forkæmpere har prædiket om i årevis, men som ingen turde bare forestille sig: Windows bliver gratis. Microsoft har på udviklerkonferencen Build 2014 meddelt, at hardwareproducenter fremover kan bruge en version af Windows gratis på telefoner, tablets og andre apparater. De eneste begrænsninger er, at enhederne skal have en skærmstørrelse på under ni tommer og maks 1 GB RAM og 16 GB lager. Den gratis version, som er et frontalangreb på Google, har fået navnet Windows for Internet of Things. Hvorvidt også private computerbrugere vil kunne skaffe sig en gratis Windows ad den kant, vides ikke endnu.

Internet of Things eller “tingenes internet” er betegnelsen for den næsten uendelige mængde af apparater, som i de kommende år vil kunne gå på internettet helt eller delvist på egen hånd. Vi har allerede længe haft IP-baserede kameraer, som automatisk uploader billeder og video til webservere. Men det er kun begyndelsen. Biler, vaskemaskiner, automater og wearables vil snakke sammen via nettet.

Men hvilket styresystem skal de små computere køre? Indtil nu har valget stået mellem Android, Chrome OS eller Linux (eller mellem Linux, Linux og Linux, da de to førstnævnte også er bygget over en Linux-kerne). Men Microsoft, som har haft styrsystemerne som sit kurfystelige levebrød i årtier, vil ikke sidde stille og se sin eksistensberettigelse smuldre. Så hellere give styresystemet gratis væk til brug i en milliard småapparater – og håbe på, at vanens og kompatibilitetens magt vil sikre, at der også kører Windows på skærme over ni tommer.

Det bliver interessant at se, hvordan den gratis priskrig ender. Der findes allerede i dag mere end en milliard Android-enheder i brug.

Kilder: Engadget, Wired og Gottabemobile

Les videre
Exit mobile version