Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Dronerne kommer efter dig

Mange droner har en såkaldt Follow Me-funktion, hvor de flyver omkring dig og automatisk tager flotte “helikopter-selfies”.

Skrevet af / 06/09/2016 - 06:00
Dronerne kommer efter dig

Droner er sjovt legetøj, og bare det at flyve dem kan give mange timers underholdning (og endnu flere timers pauser undervejs, mens du venter på, at batterierne oplades mellem flyveturene). Men rigtig sjovt bliver det først, når man monterer et actionkamera på dronen og bruger den som flyvende filmkamera.

Med et kamera om bord bliver dronen perfekt til at filme actionsport af enhver slags, og i kyndige hænder kan den lave rundflyvninger om motivet af den type, der tidligere krævede enten en helikopter eller en monsterkran.

Desværre er det svært at styre en drone, samtidig med at man filmer det motiv, som de fleste foretrækker at forevige: Sig selv!

Det er her, de såkaldte Follow Me-droner – eller følgedroner – kommer flyvende ind i billedet. Dronerne har den evne, at de kan flyve selvstændigt og holde sig i nærheden af den person, der kontrollerer dem, men uden direkte at blive styret. Teknikken findes på en række af de mest avancerede nyere droner.

Det betyder dog også, at det ikke er nogen billig fornøjelse at blive centrum for begivenhederne. Og så skal du i de fleste tilfælde lægge prisen for et actionkamera oven i betalingen.

 

To måder at styre dronen på

De fleste droner med Follow Me-indstilling bruger en håndholdt enhed med GPS som ledetråd. Det kan enten være en mobiltelefon eller tablet eller en medfølgende sender. Dronen er programmeret til at følge senderen og holde motivet i billedet på alle tidspunkter.

Follow Me-indstillingen skaber et virtuelt bånd mellem drone og styreenhed, der gør det muligt for dronen at spore dig eller en anden person eller genstand i bevægelse. De fleste Follow Me-droner kan også indstilles til at svæve på stedet og blot følge motivet med kameraet.

En anden og mindre udbredt måde at spore målet på er via billedgenkendelse. Det ses på DJI Phantom 4. Når man har udpeget motivet på skærmen og ladet dronen flyve et par gange rundt om det for at filme det fra alle vinkler, kan Phantom 4 genkende sit motiv og selv følge efter det.

 

Integreret software

Softwaren til programmering af Follow Me-droner er almindeligvis indbygget i den generelle styrings-app til dronen. DJI har deres GO-app. 3D Robotics bruger deres egen SOLO-app, og endnu andre bruger Mission Planner-software. Andre producenter indbygger Follow Me-softwaren i en styreenheden.

Softwaren anvender temmeligt sofistikerede algoritmer og beregninger for at spore og holde fokus på målet på alle tidspunkter. På de fleste Follow Me-droner kan du programmere kardanleddet og kameraet med forudindstillede flyveafstande, højde og skudvinkler, som kan give din video et professionelt udseende.

 

Små skridt i begyndelsen

Selv om den grundlæggende teknologi er den samme, er der forskel på de enkelte droneproducenters version af den. Det gælder f.eks. afstanden mellem drone og styreenhed. Derfor er det sikreste at gå forsigtigt frem i begyndelsen, så du ikke risikerer, at forbindelsen mellem dronen og dig forsvinder. 20 meter som maksimumafstand og en maksimal flyvehøjde på 30 meter er et godt udgangspunkt.

 

Hold afstand

Mens dronen selvstændigt kan lave avanceret kameraføring og flyve i cirkler omkring dig, er den mindre intelligent, når det gælder om at tage højde for forhindringer på vejen. Den holder simpelthen ikke øje med dem. Så sørg for, at der er plads omkring dig på hele ruten. Off-piste skiløb i nysne er fint – mountainbiking gennem tæt skovterræn er ikke!

Hvis du er i tvivl, så hold dronen i en flyvehøjde, hvor der ikke er noget at støde ind i.

 

Retur til basen, Blå Leder

Droneflyvning er sjovt, men hold øje med batteristanden. Det dyre legetøj kan stadig kun være i luften i kort tid. Det er også en god idé at benytte sig af dronens Home-funktion, der får den til at vende tilbage til et foruddefineret punkt.

 

Lily
Pris: 899 dollars
Web: lily.camera

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Kæmpesucces til flyvende kamera

Den nuttede Lily-drone var den første følgedrone. Ved at insistere på, at Lily ikke er en drone, men et flyvende kamera, fik Lily-folkene fat i et helt nyt publikum. Et publikum, der ikke ønskede at agere helikopterpiloter, men bare ville have gode videoer af dem selv.

Lily-dronen skal bare kastes op i luften (eller i vandet, da den er vandtæt), så starter den selv. Hvorpå den følger dig trofast, mens den filmer i Full HD-kvalitet. Der er ikke brug for styring eller forprogrammering af en kurs. Et armbånd på din arm giver styresignalet.

Inden lanceringen i januar 2016 var der allerede solgt over 60.000 eksemplarer. Flyvetiden er 20 minutter, og maksimumshastigheden 40 km/t (så den er ikke egnet til hurtige sportsgrene).

 

AirDog
Pris: 12.640 DKK
Web: airdog.com

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Følger dig som en hund i snor

En af de mest dedikerede Follow Me-droner er AirDog fra Helico Aerospace Industries, der – som navnet antyder – følger sin herre som en hund i snor. “Snoren”, kaldet AirLeash, er i dette tilfælde en Bluetooth-forbindelse mellem selve dronen og “håndtaget”.

Ved hjælp af en smartphone-app kan man programmere dronen til at følge efter på en forudbestemt afstand eller lave rundflyvninger med en given afstand og højde.

 

3DR Solo
Pris: 7.999 DKK
Web: 3dr.com

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Kan streame GoPro-video direkte

Solo-dronen fra amerikanske 3D Robotics er blandt de mest avancerede på markedet. Et treaksers kardanled gør det muligt at filme i alle retninger, uanset hvordan selve dronen vender.

Det virkelig interessante er imidlertid, at man kan streame video direkte fra dronens monterede kamera (GoPro Hero3+ eller derover) til en smartphone eller tablet.

Flyvetiden på Solo-dronen, lastet med kamera og kardanled, er ca. 20 minutter. Fjernstyringen er et kapitel for sig, og fjernbetjeningen har faktisk lige så meget regnekraft som computeren i selve dronen (1 GHz Cortex A9-processor).

 

Hexo+
Pris: 990 dollars
Web: hexoplus.com

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Biografteknik uden bøvl

Hvis du synes, at dronefjernbetjeningerne ser komplicerede ud (de er komplicerede!), så kan Hexo+ være løsningen. Som navnet antyder, har den seks propeller. Men der følger til gengæld ikke nogen fjernbetjening med. Hexo+ styres fra en smartphone-app.

Ud over styring, der virker tryg, har den indprogrammeret en række kamerafunktioner (80 i alt!), såsom panorering, dolly-optagelse og omkringflyvning. Det skulle gøre det let at opnå resultater, der ligner professionelle filmoptagelser. Hvilket lyder lovende, da den bedste grund til at skaffe en kameradrone vel netop er drømmen om at lave helikoptersekvenser a la kampscenerne i Highlander! Til gengæld skal man arbejde hurtigt, da flyvetiden på en Hexo+ kun er 10-15 minutter.

 

DJI Phantom 4
Pris: 11.660 DKK
Web: dji.com

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Forstår sine omgivelser

Phantom 4 fra DJI bruger som nævnt en anderledes teknik end konkurrenterne. Hvor de andre følger deres motiv som hunde i snor, kan Phantom 4’s teknik bedre sammenlignes med legen “hent pinden”. Ved hjælp af billedgenkendelse kan dronen nemlig skelne sit mål fra omgivelserne. Det betyder også, at den ikke har samme begrænsning på, hvor langt den kan fjerne sig fra motivet, da der ikke er nogen radioforbindelse, der kan mistes.

Et indbygget sensorsystem holder “øje” med og sørger for at undgå mulige forhindringer på ruten. DJI lover en flyvetid på op til 28 minutter på en opladning.

 

Kvittede jobbet for at flyve droner

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Amerikanske 3D Robotics er en af de ældste og mest veletablerede droneproducenter, og firmaet har flere droner med Follow Me-funktion på programmet.

3D Robotics blev stiftet i 2009 af den tidligere chefredaktør for teknologimagasinet Wired, Chris Anderson. Efter at have set de første droner besluttede Anderson sig for, at det her var fremtiden, og stiftede 3D Robotics sammen med en 20-årig mexicansk immigrant, Jordi Muños. Chris Anderson sagde senere farvel til Wired for at blive fuldtids dronefabrikant. Firmaet har i dag over 100 ansatte.

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top