Hvis kameraet skal være hipster-hot, skal det helst ligne noget fra 1960. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor mange retrodesignede kameraer, producenterne kan skovle hen over disken. Og det er ikke kun menigmand, der falder for vintagelooket. De professionelle er mindst lige så vilde med at demonstrere, at de kender deres rødder.
Vi skrev for kort tid siden om, at Fujifilm tilbød at give flere af deres modeller en vintage-overhaling, med præget kunstlæder i moderigtige gammeldags farver.
Men det er selvfølgelig ikke den ægte, originale vare. Firmaet Anchors & Anvils går til gengæld hele vejen. Og godt stykke til! De opkøber ægte, analoge vintage-kameraer, som de restaurerer og shiner op. Hvorpå de giver dem den en ekstra omgang retro ved at give dem overflader i blankpoleret træ.
I firmaets webshop kan man se, hvilke klassiske modeller, der lige nu er på lager. Man kan blandt andet finde små søgerkameraer fra Minolta og Yashica til priser omkring 200-300 dollars (plus forsendelse, told og afgifter). Når man tænker på, hvor meget arbejde der er gået i restaureringen og dertil lægger den potentielle scoreværdi, er det ikke urimeligt. Man kan også købe ægte gammeldags smalle læderremme og blitzskobeskyttere i mahogni.
Hvis du ikke i webbutikken finder lige den kameraklassiker, du har i søgeren, tilbyder firmaet at støve det op på nettet og retrobehandle det for dig. De kan også give dit eksisterende kamera en overhaling.
Med udstyret på plads er det bare lige at finde nogle ruller kodachrome-film og komme i gang…
Kilde: Wired