Vejrbeskyttet telezoom

Endelig kommer der ny optik til Pentax’ full-frame-kameraer.

p1 3

De har altid haft deres menighed, Pentax, og selv om de ikke udsender nye kameraer lige så hyppigt som før, betyder det ikke, at de ikke længere findes. Nu lancerer de f.eks. et helt nyt objektiv til spejlreflekskameraerne, såsom det glimrende Pentax K-1.

HD Pentax-D FA 70-210 mm f/4 ED SDM WR hedder den nye telezoom, der også kan bruges med Pentax-kameraer med mindre APS-C-billedsensor. Med 70-210 mm og lysstyrke f/4.0 er det vejrbeskyttede zoomobjektiv velegnet til dyreliv, sport og naturfotografering.

Det er bygget op omkring 20 linse-elementer fordelt på 14 grupper, med tre ED-linser (ekstra lav spredning) og to linser med anomal dispersion (farvespredning), som skal bevare kontrasten i motiverne og sikre god opløsning og mere jævn skarphed samt dæmpe forvrængning og coma- og kromatisk aberration.

Pentax har også brugt et såkaldt HD-lag, der reducerer strølys og ghosting (“spøgelsesbilleder”), og det har en SP-belægning (Super Protect) på fronten, der forhindrer vand, fedt og støv i at klæbe sig fast.

Nærgrænsen er opgivet til 95 cm, og pressemeddelelsen fortæller også om ni blændelameller, der skal give blødere for- og baggrunde på billederne.

Fakta:

Zoomen er i salg fra midten af februar til ca. 10.000 kroner.

Læs videre
Exit mobile version