Nyhed

Tjek supertelezoomen!

85, 600, 800 og 100-500mm zoom til Canons spejlløse fuldformatkameraer.

Med de nyligt lancerede EOS R5 og R6 har Canon lige så mange spejlløse fuldformatkameraer af ny dato, som Sony har. Nu sætter de også fart på optikken med fire nye RF-objektiver til EOS R-systemet.

Den nye RF 10-500mm f4.5-7.1L IS USM har kun moderat lysstyrke, men er rettet mod proffer, der har brug for en vejrbestandig telezoom med stor rækkevidde, mere end f2.8. Zoomen har to af Canons støjsvage Nano USM fokusmotorer og indbygget femtrins billedstabilisator.

Det hvide L-objektiv hører til Canons mest avancerede objektiver og har en programmerbar kontrolring, valgbart stabiliseringsmode, justerbar modstand på zoomringen og mulighed for at begrænse fokusrækkeviddens nærgrænse.

 

Extender RF 1.4 x og RF 2x

 

RF 100-500 leveres med roterbart og aftageligt stativfæste, bæretaske og modlysblænde. Prisen er sat til 25.299 kroner, og zoomen er i handelen fra september 2020.

Den kan også bruges med de to nye telekonvertere, Extender RF 1.4 x og RF 2x, som koster hhv. 4.949 og 6.199 kroner og er til salg fra august 2020. Med Extender RF2x bliver telezoomen en 200-1000mm zoom, men med lysstyrke f9-14.2.

 

RF 600mm f11 IS STM og RF 800mm f11 IS STM

Den ekstreme zoom er ikke det eneste nye RF-objektiv. Canon lancerer også en 600mm f11 og en 800mm f11 (se billedet øverst) til en ganske god pris. 600’en vil koste 6.129 kroner og 800’en 8.149 kroner, når de er i handelen fra august 2020.

Som man kan se på billedet ovenfor, er 600’en og 800’en sammentrækkelige, når de ikke bruges, og en låsering gør det muligt at udvide objektivet, når det skal bruges. Mens RF 600 har en femtrins optisk billedstabilisator indbygget, har RF 800 en firetrins stabilisator.

De har i lighed med RF 100-500 en programmerbar kontrolring. Vægten er relativt beskedne 930 gram for 600’en, og 1.260 gram for 800’en.

RF 85mm f2 Macro IS STM

 

Det fjerde objektiv er et meget anvendeligt 85mm med makro. RF 85mm f2 Macro IS STM er relativt kompakt af et fuldformatobjektiv at være og har både god lysstyrke, femtrins optisk billedstabilisator (!) og Canons støjsvage STM-fokusmotor.

Makroforholdet er 1:2, og det lysstærke portræt- og makroobjektiv vejer moderate 500 gram. Det er ikke i handelen før oktober 2020, og prisen er sat til 5.699 kroner.

Les videre
Exit mobile version