Nyhed

Sigma fp L får ny billedsensor med 61 megapixel

Der findes ikke et mindre full-frame-kamera end det nye Sigma fp L.

Sony har prøvet, men ingen laver full-frame systemkameraer i et mere kompakt format end Sigma. Deres fp L er en opdateret version med en ny 61 megapixel billedsensor – sandsynligvis den samme som i Sony a7R IV – og ligesom tidligere har de fjernet søgeren for at gøre kameraet så lille som muligt.

Det giver kameraet målene 113 x 70 x 45 mm, og med en vægt på 427 gram er det næsten lige så lille og let som et kompaktkamera, men med søgeren – som er ekstraudstyr – påmonteret bliver det selvfølgelig større og tungere.

Kameraet tilhører L-Alliance, hvilket betyder, at det kan bruge alle L-objektiver fra Sigma, Leica og Panasonic, og i den forstand er det et meget anvendeligt kamera.

Læs også Sigma udsender objektiver til Panasonic og Leica 11 nye Art-objektiver til full-frame-kameraer med L-fatning.

Søgeren EVF-11, som også fås i et kit sammen med kameraet, fastgøres på siden og har en 3,7 megapixel OLED-søger indbygget og kan vippes 90 grader.

Sigma-kameraet kan optage 4K 30 fps video og sende 12 bit Cinema DNG som raw-fil via HDMI til en ekstern optager, og det understøtter optagere med Apple ProRes RAW og Black Magic RAW.

Sigma-kameraet er tilgængeligt i april til en pris af 19.000 kroner – 23.000 kroner med søgeren inkluderet, som også kan købes separat for 5.200 kroner.

Les videre
Exit mobile version