Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Lumix S5 bliver en hård konkurrent til dyrere kameraer

Panasonic sænker prisen for full-frame og 10 bit 4K-video.

Skrevet af / 03/09/2020 - 09:53
Lumix S5 bliver en hård konkurrent til dyrere kameraer

Med Lumix S5 har Panasonic fået et bredt udvalg af full-frame systemkameraer. Det er et kamera, der konkurrerer med Nikon Z6, Sony a7 III og Canon EOS R, men det er mere gunstigt prissat og tilbyder en kombination af funktioner og muligheder, som vi ikke har set før i denne klasse.

Kamerahuset er lidt mindre og lettere end Lumix S1, som er blevet kritiseret for at være stort og tungt. Men der er ikke meget, der tyder på, at Panasonic har sænket funktionsniveauet på Lumix S5, som har en full-frame 24 megapixel billedsensor, 4K-video og billedstabilisering i et vejrbestandigt kamerahus med to kortpladser.

(Foto: Panasonic)

Lumix S5 fakta

• 24 Mp full-frame CMOS billedsensor
• 5-aksers billedstabilisering op til 5 trin, 6,5 trin m. udvalgte objektiver
• Op til 7 fps, 999 jpeg, mere end 24 raw/jpeg i serie
• Mere end 14 trins dynamikomfang
• 4K 50/25/24 fps 10 bit 4:2:2 intern optagelse i 30 min., HDMI ud ubegrænset
• Raw-video ud via HDMI
• 96 Mp high-resolution stillbilleder i raw og jpeg
• 6K- og 4K-foto med 30 fps med 18 og 8,3 Mp filer
• 2,36 Mp OLED-søger
• 7,6 cm 1,84 Mp touch-skærm
• 2 x SDXC kortpladser, UHS-I + UHS-II
• Bluetooth og 2,4/5 GHz Wi-Fi
• 470 billeders batteritid
• Vejrbestandigt kamerahus
• 132,6 x 97,1 x 81,9 mm / 714 g med batteri og SD-kort
• 15.990 kr. for kamerahus
• 17.990 kr. med 20-60 mm f/3.5-5.6

Det er rimelig råt for et kamera til godt 15.000 kroner, og ingen andre kameraer i denne klasse er i nærheden af de samme specifikationer.

Men det er ikke det hele.

(Foto: Panasonic)

10 bit 4K

Lumix S5 kan også optage slowmotion-videoer i Full HD med 180 fps, og det kan optage i 4K 50 fps med 4:2:0 10 bit og i 4K 25 fps med 4:2:2 10 bit internt eller i 4K 50 fps med 4:2:2 10 bit via HDMI-udgangen. Man kan også optage i 4K 25 fps med 4:2:0 8 bit internt uden tidsbegrænsning, og S5 understøtter optagelse med V-Log/V-Gamut og den kolorimetri, der hedder VariCam Look.

Det har forskellige optageformater, bl.a. 4:3 anamorfisk, 4K intervaloptagelse og 4K HDR (High Dynamic Range).

Man kan også vælge gammakurver, som kan bruges med ITU-R BT.2100, og kameraet understøtter billeder med Hybrid Log Gamma (HLG) i Photo Style-menuen, som giver bedre billeddynamik på TV’er, der understøtter HLG.

Den indbyggede billedstabilisering understøtter stabilisering i fem akser op til fem eksponeringstrin, men med objektiver, der har optisk billedstabilisering – O.I.S. (Optical Image Stabilizer) – indbygget, kombineres kameraets stabilisering og objektivets toaksers stabilisering, hvilket giver op til 6,5 eksponeringstrins billedstabilisering.

(Foto: Panasonic)

Dual Native ISO

S5 har også Panasonics Dual Native ISO om bord. Det er hentet fra den professionelle videoafdeling hos Panasonic og fungerer på den måde, at kameraet vælger to ISO-værdier og optimerer processeringen til dem begge, her ISO 640 og 4000.

(Foto: Panasonic)

Autofokus

Lumix S5 har desuden fået 225 fokuspunkter med kontrastfokus samt Panasonics DFD-fokus (Depth From Defocus), der skal fokusere så hurtigt som 0,08 sekund og har en følsomhed ned til -6 eksponeringstrin.

Autofokus anvender også maskinlæring til at genkende objekter, ikke mindst bevægelige motiver som dyr, mennesker og fugle i flugt.

(Foto: Panasonic)

96 Mp high-resolution

Som på de andre Lumix-kameraer i S-serien finder man også her en High Resolution-indstilling, der anvender kameraets indbyggede stabilisering til at kombinere flere billeder til et raw- eller jpeg-billede med 96 megapixel opløsning. Det kræver et stativ og et stillestående motiv, og egner sig bedre til landskaber og arkitektur end portrætter og sport.

(Foto: Panasonic)

Tilbehør og tilgængelighed

Kameraet kommer i salg i slutningen af september eller begyndelsen af oktober og vil kunne fås som kamerahus alene eller med en 20-60 mm f/3.5-5.6 zoom. Hvis man bestiller inden den 30. september, kan man krydse en gratis 45 mm f/2.8 fra Sigma til en værdi af 550 euro af.

Der kommer også en mikrofonadapter til balanceret XLR-tilslutning kaldet DMW-XLR1 og et vertikalgreb med plads til ekstra batteri ved navn DMW-BGS5, som udvider antallet af billeder til 940, hvis man bruger søgeren. Eller 3.000 billeder, når man slår Power Save til.

En fjernbetjening kaldet DMW-RS2 bliver ligeledes tilgængelig, og det samme bliver en strømforsyning ved navn DMW-DCC17 samt det lille greb/bordstativ med fjernbetjening DMW-SHGR1, der ses på flere af billederne.

(Foto: Panasonic)

Flere S-serie-objektiver

Ny optik er også annonceret og kommer senere i 2020/2021. Det drejer sig om billigere objektiver til full-frame-kameraer med L-fatning: En 24 mm vidvinkel med blænde f/1.8, en 35 mm f/1.8, en 50 mm f/1.8, en 85 mm f/1.8 og en 70-300 mm f/4.5-5.6 tele.

(Foto: Panasonic)

Ny firmware på vej

Vi skal heller ikke glemme, at Panasonic allerede har annonceret en omfattende opdatering af Lumix S5, som kommer med ny firmware i løbet af 2020.

Den inkluderer Cinema 4K video-optagelse, raw-video ud via HDMI til Atomos Ninja med 5,9K 25 fps, 4K 50 fps og anamorfisk 3,5K 50 fps. Samtidig kommer der nye funktioner som Vector Scope Display, Master Pedestal Adjustment og SS/Gain Operation (SEC/ISO, ANGLE/ISO, SEC/dB) samt valg mellem L.Monochrome S og L.Classic Neo i menuerne under Photo Style.

Men heller ikke Lumix S5 får menuer på de skandinaviske sprog.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Nikon Z9 får nye funktioner

Seriøs billedmaskine fra Leica

Gammelt filmformat får en renæssance

Afslører nyt zoomobjektiv

Ekstrem på alle måder

Kan blive umulig at få fat i

Lille, let og lysstærk

Kompakt superzoom til fuldformat

Får længe ventede opdateringer

Lille kamerataske med masser af plads

Hurtigere og mere brugbart flagskib

Kompakt 100 MP kamera fra Hasselblad

0
Scroll to Top