Nyhed

Leica M11 Monochrom uden farver

Giver dig skarpere billeder med bedre dynamik.

Man skal være mere end gennemsnitligt entusiastisk for at punge et sted i nærheden af 100.000 kroner ud for et kamera – som endda kun kan bruges til sort/hvid-fotografering! At kunderne findes, er der næppe nogen tvivl om; Leicas kunders betalingsvilje vil tilsyneladende ingen ende tage.

Bortset fra den voldsomme pris, er der dog masser af positive ting at sige om Leica M11 Monochrom.

Kameraet har en ren sort/hvid BSI CMOS billedsensor på 60 megapixels, i fuldformat, helt uden farve- og lavpas-filter. Den slipper mere lys ind end en sensor med farvefilter kan klare, og det giver et lavere støjgulv, lidt bedre dynamik, og skarpere detaljeopløsning.

<
>

Kameraet bruger det, Leica kalder Triple Resolution, hvor man kan lagre jpeg-billeder på 60, 36 eller 18 megapixels, eller som råfiler i DNG-format. Følsomheden strækker sig fra 125 til 200.000 ISO, og kameraet har hele 256 GB lagerplads.

Foto: Leica

Billederne kan hurtigt overføres til mobilen med Leicas Fotos-app, som også kan fungere som fjernbetjening til kameraet. Og som også er certificeret Apple-tilbehør, for de som kunne tænke sig at koble kameraet til Apple-produkter med kabel.

Kameraet vil være tilgængeligt om kort tid hos autoriserede forhandlere. Den danske pris er ikke offentliggjort endnu, men hos vores nærmeste naboer bliver prisen 110.990 svenske kroner. Det svarer for tiden til lidt under 75.000 danske kroner.

<
>

Leica Summilux-M 50mm f1.4 ASPH

Samtidig med M11 Monochrom, udsender Leica også en ny 50mm. Summilux-M 50mm f1.4 ASPH er en ny udgave af den ældre Summilux-M 50mm f1.4, med forbedret optisk ydelse og bedre korteste fokusafstand på 45 cm. Ned til 70 centimeter foregår fokusering som normalt via rammesøgeren. For at fokusere i det udvidede nærbilledeområde fra 70 til 45 cm, anvendes Live View på skærmen.

Rotationen på fokusringen er udvidet for at opnå mere præcis fokusering.

Foto: Leica

Leica Summilux-M 50 f/1.4 ASPH er tilgængelig hos autoriserede forhandlere og koster (igen, i Sverige, indtil der kommer info om danske priser) 52990 svenske kroner i sort, og 55490 svenske kroner i sølv.

Les videre
Exit mobile version