NYHED

DJI udfordrer GoPro

Kinesiske DJI vil have en bid af actionmarkedet.

Den kinesiske dronefabrikant DJI har længe syslet med tanken om et actionkamera, ud over Osmo. Flere af deres droner har allerede indbygget kamera, og de, der ikke har, er ofte udstyret med et fra GoPro. Som længe har siddet på actionkameramarkedet.

(Foto: DJI)

Men DJI ser hellere, at dronerne flyver med deres egne kameraer. Det er bedre for forretningen.

For at det overhovedet skal være interessant for et marked, der næsten ikke bruger andet end GoPro, må DJI-kameraet være virkelig godt.

(Foto: DJI)

Osmo Action har DJI døbt kameraet, der anvender en 1/2,3 tommers 12 megapixel billedsensor og optager 4K HDR-video. Kameraet har to skærme, en foran og en bagpå, og et objektiv med 145 graders billedvinkel og lysstyrke f/2.8.

(Foto: DJI)

Det har også elektronisk billedstabilisering og er vandtæt ned til 11 meter. Det er desuden relativt solidt og kan tåle fald fra halvanden meter samt kulde, støv, sand og snavs. Som actionkameraer skal kunne.

Stillbilleder kan gemmes i formaterne 16:9 og 4:3, og ISO-følsomheden er opgivet til 100-3200, mens lukkertiderne strækker sig fra 120 sekunder til 1/8.000 sekund.

Det kan også skyde billedserier med 3, 5 eller 7 fps (billeder i sekundet).

(Foto: DJI)

En anden ting: Skærmen bagpå er en touch-skærm, men den reagerer også på simple talekommandoer om f.eks. start af optagelse og eksponering. Det kan selvfølgelig også styres med en app.

Video-optagelser kan laves i 4K 60 fps med 100 Mbit/s, mens 4K HDR topper på 30 fps. Det kan også optage slowmotion med 240 fps i fuld 1080p HD-kvalitet.

(Foto: DJI)

Batterilevetiden er opgivet til 116 minutter på HD- og 91 minutter på 4K 30 fps optagelse, og kameraet kan oplades via USB-stikket på en bærbar computer eller med en mobiloplader.

DJI Osmo Action kan købes nu, og prisen er 2.899 kroner.

(Foto: DJI)
Les videre
Exit mobile version