NYHED

Bedre og billigere mellemformatkamera

Det sexede Hasselblad X1D II 50c er forbedret på væsentlige punkter.

Da vi testede Hasselblads meget kompakte mellemformatkamera X1D, var det årsag til både glæde og frustration. Glæde over det anvendelige format og den meget høje billedkvalitet, men frustration over alt det, der ikke fungerede så godt.

X1D var så langsomt, at fotograferingen tog længere tid end nødvendigt. Jeg måtte vente på autofokus, vente på buffering og lagring af billeder, og touch-skærmen var ikke altid lige villig.

Nu kommer der en kraftigt opdateret version af kameraet med den samme sexede formfaktor, men med mange væsentlige forbedringer. Det bør gøre X1D II 50C mere konkurrencedygtigt, og der er ikke meget tvivl om, at det er Fujifilm GFX 50R, der er den hårdeste konkurrent.

(Foto: Hasselblad)

Det er først og fremmest udvendig, X1D II 50C er forbedret. Kameraet har samme 44 x 33 mm 50 megapixel CMOS-billedsensor, der næppe behøver at forbedres. Den giver fotografen 16 bit raw-filer med op til 14 trins dynamisk omfang. Det er ikke hverdagskost.

Kameraet kan også gemme raw-filer og jpeg-filer i fuld opløsning, samtidig eller hver for sig, og Hasselblad siger, at de har forbedret jpeg-processeringen i kameraet.

Korte fakta om X1D II 50C:

(Foto: Hasselblad)

Hurtigere

Ser man nærmere på X1D II 50C, finder man en ny, større 3,6 tommers touch-skærm og en meget hurtigere og bedre elektronisk søger med 3,7 megapixel opløsning og 0,87x forstørrelse.

Hasselblad siger, at den nye processor har gjort X1D II 50C til et meget hurtigere kamera med hurtigere respons. Opstartstiden er halveret, skudtakten er øget en smule til 2,7 fps, søgerens opdateringsfrekvens er nu 60 Hz, og der er kortere black-out-tid i søgeren.

(Foto: Hasselblad)

Kameraet har Wi-Fi og USB-C-tilslutning, og med en iPad Pro eller en nyere iPad Air kan billederne overføres til Hasselblads app Phocus Mobile 2 på iPad, som kan give fotografen et bedre arbejdsflow on location.

(Foto: Hasselblad)

Første zoom til X1D

X1D II 50C – som også kan bruge Hasselblad-optik fra HC/HCD, XPan og V-systemet – lanceres samtidig med den første zoom til X1D.

(Foto: Hasselblad)

Hasselblad XCD 35-75 mm f/3.5-4.5 (billede ovenfor og nedenfor) svarer til en 28-58 mm zoom, hvis man sammenligner med 35 mm fuldformat, og Hasselblad lover, at det bliver den bedste zoom til mellemformat på markedet.

(Foto: Hasselblad)

Pris og tilgængelighed

Zoomen – som er 145 mm lang og vejer 1,1 kg – kommer ikke i salg før til oktober, men prisen er klar: 33.000 kroner.

Prisen på kameraet kender vi også. Den er opgivet til 45.000 kroner, hvilket er en del lavere end X1D, og kamerahuset forventes at være tilgængeligt i juli 2019.

(Foto: Hasselblad)

Hasselblad 907X

Det næste kamera, derimod, er klassisk Hasselblad, bare i digital udgave. Det lillebitte 907X er et kamerahus, der anvender Hasselblad XCD-optik og her er vist med det nye CFV II 50C – et 50 megapixel digitalt bagstykke i mellemformat.

Bagstykket anvender det samme batteri som X1D II og har vipbar touch-skærm, som vist på billedet nedenfor.

(Foto: Hasselblad)

Det er uvist, hvornår Hasselblad har tænkt sig at sende kameraet ud i butikkerne. Prisen er heller ikke klar, men kombinationen af 907X og det lækre bagstykke vil utvivlsomt udløse savlerefleksen hos mange fotografer.

(Foto: Hasselblad)

Les videre
Exit mobile version