
Publiceret 27/06/2013 - 09:24
Fotobog
Ingen rejser uden ferielekture i tasken. En fotobog er rar at have med for nybegyndere, som ønsker at lære det grundlæggende. Men både amatører og viderekomne kan også have godt af lidt inspiration. Insight Guides: Travel Photography er en app-baseret bog, som du læser på tablet, og er ment som inspiration på rejsen. Hver dag downloades nye billeder til app’en, når du er online, så at bladre i billederne bliver aldrig kedeligt med denne app.
Superzoom
Salget af objektiver stiger støt. Særligt de såkaldte superzooms som Tamrons AF Di II VC 18-270 mm PZD. En kompakt og rejsevenlig zoom, der dækker alt fra vidvinkel til tele. På et spejlreflekskamera som Sonys fine Alpha A65 med APS-C format dækker den billedvinkler svarende til 27 til 405 mm. Med andre ord det perfekte ferieobjektiv, hvis man kun skal have ét med. Koster ca. 3.500 kroner til Canon, Nikon eller Sony.
Kamerastativ
Desværre bliver stativet ofte liggende derhjemme, fordi det er for tungt og kluntet. Men det kun 400 gram tunge og 38 cm høje (sammenslået) Sirui P-326 kan de fleste få plads til. Monopoden er lavet i kulfiber og tåler 10 kg kameraudstyr. Maks-højden er 154 cm, og det kan bruges sammen med en sammenklappelig fod, så det kan stå af sig selv. Sirui-monopoden koster ca. 1.000 kroner og giver dig skarpe billeder på længere brændvidder og lukkertider.
Polarisationsfilter
Mange tror, at man har brug for et UV-filter, men de fleste digitalkameraer har allerede et indbygget. Et polarisationsfilter er meget mere nyttigt. Med det kan du dæmpe reflekser, øge kontrasten og få mere smæk på farverne. Polfilteret findes i alle tænkelige størrelser og prisklasser, men de gode koster fra 500 kroner og opefter. Spørg i butikken, hvis du er usikker på, hvilken type du skal bruge.
Kamerataske
At rejse med fotoudstyr betyder, at man udsætter sig for risiko. Ikke alene kan udstyret blive ødelagt, det kan også stjæles. Da er en diskret fototaske, som ikke stikker ud – f.eks. denne lille elegante lærredstaske fra ONA Bags – sagen. Den koster ca. 1.000 kroner og har større søskende, men små skuldertasker fra Lowepro, Crumpler og Kata findes fra 500 kroner.
Lysstærk optik
Foruden selve kameraet og et vågent øje er objektiver et helt nødvendigt tilbehør for de fleste med systemkameraer. Kompakt fastoptik som Olympus 17 mm f/1.8 (svarende til 34 mm) eller tilsvarende fra Nikon, Canon, Sony eller Pentax er fantastisk anvendeligt. En Canon 50 mm f/1.8 koster knap tusind kroner, mens Nikons er lidt dyrere. Ligesom Olympus’ lysstærke 17 mm f/1.8 giver det mulighed for at tage billeder indendørs uden blitz, som få zoomobjektiver egner sig til.
Blitz
Lyset varer ikke hele dagen om sommeren, undtagen på Nordkalotten. Så der opstår stadig situationer, hvor man behøver blitz. Metz’ kompakte 44 AF1 er kraftig nok til at række langt i mørket og passer til de fleste kameraer med blitzsko. Reflektoren kan vrides og vippes og dækker de mest almindelige brændvidder. Koster ca. 1.300 kroner.
Fototaske
Når en lille taske ikke er nok, er en større fototaske at foretrække. Skal man have fotoudstyr med, som vejer nogle kilo, så er tasker som Lowepro Photo Hatchback et godt valg. Denne model findes i to varianter – 22 og 16 liter – og har integreret regnovertræk og godt med plads til et systemkamera med flere objektiver samt tilbehør. Rummet øverst kan bruges til tøj og personlige ting. Findes i orange, blå eller grå, fra 800 kroner.
Sikkerhedskopi
Intet er mere ærgerligt end at komme hjem med alle billederne tabt for altid, så tag jævnligt sikkerhedskopi af dine billeder. En lille bærbar harddisk som LaCies Rugged-serie er perfekt til fotografer på rejse. Med 1 eller 2 terabyte lager har du plads til titusindvis af billed- og videofiler. Til 1.500 kroner er det en billig forsikring.
Kamerarem
En rem, som fortæller alt og alle, hvilket kamera du bærer rundt på, er ikke særlig diskret. Da er en smal, umærket rem bedre, men hvis man bærer på et systemkamera, er en mere robust rem mere hensigtsmæssig. Jobys fleksible UltraFit bæres diagonalt og sikrer kameraet godt, samtidig med at du nemt og hurtigt kan få fat i apparatet. Ca. 400 kroner i fotobutikker med godt udvalg.
iPad mini Tablet
Man skal gerne kunne se billederne, mens man er på farten. Med den handy iPad mini og en SD-kortlæser tilsluttet kan man se, sortere, redigere og dele billederne, simpelthen. iPad mini kan være i de fleste fototasker og er samtidig en kilde til underholdning og glæde for hele familien. Den 7 tommer store feriekammerat koster fra 2.600 kroner, mens en SD-kortlæser koster 219 kroner.
Batterioplader
Denne lille rejseoplader fra Hähnel, UniPal Plus, oplader alle tænkelige batterier. Fra små AAA-batterier til store kamerabatterier. En lillebitte skærm viser opladestatus, og den kan til og med kobles til 12 volts udtaget i bilen og lade kamerabatterierne op, mens du kører. Husk at tage en 230 volts net-adapter med, hvis du rejser til lande med andre strømstik.
Trådløst hukommelseskort
Lagring er billigt. Og helt nødvendigt. På rejse har man brug for flere hukommelseskort at lagre billeder på. Både Eye-Fi og Toshiba lagrer trådløst på hukommelseskort, så du kan overføre dem til laptop’en eller tablet’en umiddelbart eller efterhånden. Praktisk og smart. Og understøttes af flere kameraproducenter, bl.a. Olympus. Priser fra 500 kroner.
Undervandshus
Specialtilpassede undervandshuse er kostbare. Men der findes billigere løsninger, såsom EWA Marines vandtætte kameraposer. De fås i alle størrelser og kan bruges på alt fra kompaktkameraer til store video-opsætninger. Priserne starter omkring 400 kroner, og det er ikke bare en billig forsikring, det gør det også muligt at dykke ned til seks meter eller mere.
Batterier
Alt behøver strøm. Hav nok batterier med og vælg helst kvalitetsbatterier. De varer længere. Husk at tjekke, om f.eks. blitzen giver dig nok blink pr. opladning, hvis du vælger at tage genopladelige batterier med. Ellers er Energizers litiumbatterier perfekte til strømkrævende blitz og andet tilbehør. Koster fra 80 kroner.
Polstring
Smådele, objektiver eller andre ting, som har brug for beskyttelse, kan have godt af en omgang med Domkes Wraps. Polstret indpakningstøj i forskellige størrelser, så det kan bruges til at pakke det meste ind, der behøver ekstra beskyttelse. Findes også fra andre leverandører som f.eks. Tenba og i de fleste fotobutikker. Koster fra en hundredlap og opefter.
Gråfilter
Navnet er lidt misvisende, for billederne bliver ikke grå. Et ND-filter, som det også kaldes, bruges, når man har brug for at reducere lysmængden. Eksempelvis når man fotograferer på fuld blænderåbning i meget lys (f.eks. f/2.0) og samtidig vil have længere lukkertider. ND-filtre findes ligesom polfiltre i alle størrelser og kvaliteter, fra nogle hundredlapper for de billigste til flere tusind for de dyreste, såsom Bowers & Wilkins’ ND-filtre med sekstrins effekt.
Redigerings-app
Adobe Photoshop Touch er et must til 70 kroner for alle fotografer, som planlægger at redigere billeder på tablet. App’en er langt mere avanceret, men også mere fleksibel end de fleste apps til fotoredigering. Den understøtter redigering af billeder i fuld størrelse, også layers, og kan selvsagt eksportere til Photoshop på computeren. Den synkroniserer også med Creative Cloud, Adobe i skyen.
Billedredigering
Adobe har for nylig lanceret Lightroom 5. Det måske mest udbredte redigeringsprogram på denne side af Photoshop CS6. Blandt nyhederne er bedre værktøj til at fjerne objekter i billederne, rette linjefortegning op, retouchere ansigter og meget, meget mere. Et omfattende værktøj til Mac og pc, som vokser med opgaven. Koster ca. 1.000 kroner.
Kommentarer
Velkommen til Lyd & Billedes kommentarfelt. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktionen@lydogbillede.dk.