Netflix viser “The Interview”!

Glæd dig (måske) - d. 24. januar bliver "The Interview" tilgængelig via Netflix.

Samtidig som Neflix i går præsenterede sit rekordresultat (ca. ni milliarder kroner i indtægter og 57,4 millioner kunder) kom også nyheden om, at selskabet den 24. januar frigiver den meget kontroversielle Sony-film “The Interview” på streamingtjenesten – men (foreløbig) KUN til Netflix-abonnenter i USA og Canada.

Den grovkornede komedie “The Interview”, som er instrueret af Evan Goldberg med James Franco og Seth Rogen i hovedrollerne, handler om to amerikanske journalister, som skal interviewe Nord Koreas leder Kim Jong-Un, men som af CIA (ufrivilligt) pålægges opgaven at henrette den brutale, hamburger-elskende diktator.

I forbindelse med lanceringen af filmen i amerikanske biografer blev Sony Pictures hacket, titusindvis af interne mails kom på afveje sammen med en mængde ulancerede film. Derefter blev Sony truet med massedrab i de biografer, der viste filmen. Kort før biografpremieren blev filmen stoppet på ubestemt tid af Sony Pictures, hvilket medførte ramaskrig om, at Sony havde givet efter for terrorister, selv præsident Obama fordømte afgørelsen.

Amerikanske myndigheder hævder, at det er den nordkoreanske regering, som direkte står bag hacker-angrebet mod Sony Pictures.

Efter at den værste mediestorm havde lagt sig, blev filmen alligevel lanceret i et mindre antal biografer i USA. I Skandinavien er der foreløbig ikke udsigt til nogen biografpremiere. Ud over dette har filmen i en tid været tilgængelig som lejefilm via YouTube, Google Play og XBox Video. På lørdag bliver den altså tilgængelig for masserne via Netflix.

I gårsdagens pressemeddelelse skrev Netflix: “We are thrilled to offer exclusively the controversial comedy, The Interview, to our US and Canadian members beginning this Saturday, Jan. 24 – just thirty days after it debuted in theaters and pay-per-view”.

Om vi har grund til at glæde os, er en anden historie, for de få, som har set filmen, har ikke ligefrem givet den stående ovationer. L&B vender så hurtigt som muligt tilbage med en anmeldelse.

Les videre
Exit mobile version