Grønt lys for sæson 2 af Alien Earth

Disney+ lover endnu en sæson fra det skrækindjagende verdensrum.

Alien Earth

Alien: Earth (Foto: FX/Disney)

Ridley Scott skrev filmhistorie med den uhyggelige gyser fra det ydre rum med klassikeren Alien fra 1979. En film, der var mere en psykologisk thriller end sine mere action-mættede efterfølgere.

Siden da er der kommet en række film, hvoraf vi vil fremhæve Aliens (1986; en af de bedste sci-fi-actionfilm nogensinde) og den visuelt imponerende Prometheus (2012). Sidste år kom Alien Romulus, der handler om teenagere, der må kæmpe mod det frygtindgydende monster – det foregår i tiden mellem Alien og Aliens.

Læs også Anmeldelse: Alien: Earth, sæson 1 Nu er den første Alien-serie her – en vellykket prequel til 1979-klassikeren.

I august i år var scenen endelig sat for den første serie fra Alien-franchisen. Disney+-serien Alien: Earth var en prequel til den originale film, der foregår i år 2120, og med Sir Scott som executive producer.

Der er kun gået syv uger siden sæsonfinalen, men allerede nu har FX og Disney+ givet grønt lys for anden sæson.

 

Noah Hawley fortsætter som serieskaber for den heftige serie, der har et astronomisk budget.

Produktionen af Alien: Earth, sæson 2, vil blive påbegyndt en gang løbet af 2026, denne gang i London (den første sæson blev filmet i Thailand).

Læs også Vi kårer: Årets bedste TV-serier og film 2025-2026 Ikke alt, hvad der glimter, er guld hos streaminggiganterne – men i år har der været meget at glæde sig over! 2025 gav os både velkendte franchises, der leverede, og debutanter, der overraskede. Her er årets bedste film og serier!

I pressemeddelelsen udtaler bestyrelsesformand for FX, John Landgraf:

Det har været et stort privilegium at arbejde sammen med Noah i mere end et årti på nogle af FX’s bedste og mest populære serier, og vi er begejstrede for at udvide vores samarbejde langt ind i fremtiden. Noah overrasker os gang på gang med sine virkelig originale historier – og hans unikke evne til at bringe dem til live som instruktør, producent og forfatter gør ham ekstraordinær. Vi ser frem til at gå i gang med den næste sæson af Alien: Earth.”

Den første sæson blev godt modtaget af såvel publikum som det internationale anmelderkorps. Hovedrollerne blev spillet af Sydney Chandler, Alex Lawther, Timothy Olyphant, Essie Davis, Samuel Blenkin, Babou Ceesay, David Rysdahl, Adrian Edmondson, Adarsh Gourav, Jonathan Ajayi, Erana James, Lily Newmark, Diem Camille og Moe Bar-El.

I sæson 1 førte seriens skaber Noah Hawley (Fargo) os umiddelbart tilbage til Scotts film fra 1979. Her var det let slidte interiør fra 1970’erne det samme, besætningens tøj (og udseende) matchede den originale film, og det samme gjorde en række små detaljer blandt rekvisitterne. Alt var en velfungerende hyldest til klassikeren.

Det samme kan siges om den vedvarende, snigende uhygge. Hele sanseapparatet sættes straks i alarmberedskab, når du bevæger dig ind i det enorme fragtskib. I denne omgang medbringer det fordrukne mandskab en hel række udenjordiske livsformer, som hver især er livsfarlige for mennesker, der måtte komme i uønsket nærkontakt med monstrene.

Alien: Earth, sæson 1 (Foto: Disney+)

Rumfærden har taget 64 udmattende år af astronauternes liv, og atmosfæren er anspændt, hidsig og mistroisk.

Besætningen har dog én stående ordre, der trumfer alle andre: Uanset hvad der sker, og uanset hvilke konsekvenser det måtte have, skal den dyrebare last overleve og transporteres til Jorden.

Det er en ordre, som den sikkerhedsansvarlige, cyborgen Morrow (Babou Ceesay), ikke tager let på. Han kommer da også hurtigt i konflikt med kaptajnen – og da fragtskibet nødlander på Jorden, bryder helvede løs …

 

I skrivende stund er det endnu ikke afklaret, hvilke karakterer der vender tilbage i sæson 2, og der er heller ikke offentliggjort en premieredato – men vi forventer at kunne streame den omkring påske 2027.

Heldigvis fortsætter Ridley Scott som executive producer.

En lettet Hawley udtaler:

Jeg er begejstret for, at denne udvidede aftale åbner døren for nye muligheder på tværs af Disney Entertainment Television. FX har altid støttet dristig, karakterdrevet storytelling. Lige siden starten med Fargo har de opmuntret mig til at tage kreative chancer og følge historien, uanset hvor den fører hen. Jeg er taknemmelig for at kunne fortsætte med at udforske verdenen i Alien: Earth sammen med vores partnere, skuespillere og crew, når vi nu går i gang med det næste kapitel.”

Alien: Earth, sæson 1 (Foto: Disney+)
Læs videre
Exit mobile version