Gran Turismo er en af spilhistoriens mest populære og anerkendte bilsimulatorer. Den første version af det populære bilspil så dagens lys i 1997, da det blev udgivet til første generation af PlayStation.
Siden er det gået slag i slag med nye og mere avancerede versioner, helt op til nutidens Gran Turismo 7 på PS5, hvor man kan køre en række eksotiske sportsvogne med ekstremt lækker og naturtro grafik.
Gran Turismo: The Movie
Snart bliver det populære spil til en film. Filmen hedder kort og godt Gran Turismo (ikke at forveksle med Clint Eastwoods Gran Torino), og Sony har nu annonceret en premieredato: Filmen kommer den 11. august 2023, altså om lidt over et år.
Gran Turismo skal instrueres af Neill Blomkamp (kendt for bl.a. Elysium) og produceres af Columbia Pictures. Jason Hall har skrevet manuskriptet, som angiveligt skal være baseret på en sand historie. Det følger en ung gamer, der går fra at være dygtig ved spil-controlleren til at sidde bag rattet i rigtige racerbiler som professionel racerkører!
Producenterne har ikke udsendt nogen trailer til filmen endnu, så indtil videre må vi nøjes med nogle uddrag fra spillet Gran Turismo 7!