Nyhed

Devialet Phantom i et ur

Devialet laver lyd til high-end armbåndsure.

Vittige tunger vil vide, at schweizerne er bedst kendt for kukure, jodlen og chokolade, men de glemmer, at Schweiz også er hjemsted for mange af de mest anerkendte high-end hi-fi-producenter gennem tiderne.

Revox, Piega, Goldmund og FM Acoustics er blot nogle få blandt mange, og inden for deres felt er de lige så anerkendte, som Omega, Rolex og Patek Philippe er inden for deres.

Ulysse Nardin er et af de mange traditionsrige urmagerfirmaer i Schweiz, men i meget mindre skala end de ovennævnte og derfor mindre kendt.

Det bliver de måske nu med Hourstriker Phantom, der er lavet i samarbejde med franske Devialet – dem med de flade, blanke forstærkere som f.eks. Expert Pro og de fænomenale Phantom– og Phantom Reactor-højttalere.

(Foto: Ulysse Nardin)

Ulysse Nardin har nemlig samarbejdet med Devialet om et håndlavet armbåndsur med indbygget ringeklokke. Det er som udgangspunkt ikke specielt overraskende, men i modsætning til en mobiltelefon eller et kvartsur foregår alt akustisk med håndlavet mekanik.

For Hourstriker Phantom er lavet i hånden i Le Locle i Schweiz, og Devialet har været konsulent og delt ud af deres viden for at få klokken til at klinge så tydeligt som muligt.

(Foto: Ulysse Nardin)

Den klokke, der er tale om, er normalt en mekanisk aktiveret gongong, der oscillerer og skaber lydbølger, når den slås på med en hammer. Men i Hourstriker Phantom er løsningen anderledes.

En tynd membran på undersiden fungerer som forstærker for de vibrationer, der skabes af det, Ulysse Nardin kalder torsionsarme. Det skal give en hørbar lyd på hele 85 decibel på 10 cm’s afstand, og den akustiske alarm kan slås fra, når man ikke har brug for den.

Ellers vil den giver et signal hver hele og halve time.

(Foto: Ulysse Nardin)

Hourstriker Phantom fremstilles kun i 85 eksemplarer og bliver ikke ligefrem billigt med en pris på 72.500 schweizerfranc (knap 500.000 kroner), men så har man også et på alle måder unikt high-end armbåndsur. Med high-end akustisk timeslag.

Hourstriker Phantom måler 42 mm i diameter og skal være vandtæt ned til 30 meter, og urkapslen er lavet af titan.

Fun fact: En af grundlæggerne af Devialet er Emmanuel Nardin, der nedstammer fra familien bag Ulysse Nardin.

Les videre
Exit mobile version