Nyhed

WWDC21: Apple lancerer macOS Monterey

Den næste opdatering til din Mac hedder Monterey og kan et par fede ting.

Det er de færreste, der sætter sig ind i alle de nye funktioner, man får, når man opdaterer mobilen eller den bærbare. Som regel handler det om fejlrettelse og nogle forbedrede funktioner.

Men sådan er det ikke, når Apple opdaterer, heller ikke når Mac’en får nyt operativsystem. Så er opdateringsraten høj, og listen over små og store ændringer lang.

(Foto: Apple)

Vi skal ikke opremse det hele her, men nogle af nyhederne i Monterey, som den næste version af macOS hedder – Universal Control, Continuity og AirPlay – er værd at bide mærke i.

Med Universal Control kan man bruge den samme mus og det samme tastatur på både Mac og iPad. Og som artikelbilledet viser, kan man med Continuity arbejde med iPad’en og Mac’en side om side og bruge begge skærme, hvor indholdet kan trækkes gnidningsløst fra den ene til den anden.

(Foto: Apple)

Når Monterey kommer til juli, kan man også bruge AirPlay på sin Mac og sende fotos og video direkte til Mac’en fra en iPhone eller iPad.

For dem, der arbejder med mange opgaver, kan Shortcuts – genveje – være godt nyt. Dermed kan man automatisere opgaver på tværs af apps.

Safari-browseren opdateres med nye faner, som også kan grupperes, og viser mere af den side, man har lagt til.

(Foto: Apple)

Der er meget mere nyt, men det skal i hvert fald nævnes, at FaceTime – Apples videokonference-app – fornyes. Lydkvaliteten skal være bedre begge veje, og med rumtilpasning skal det lyde, som om lyden kommer fra personens placering på skærmen, mens stemmeisolering dæmper baggrundsstøj og sørger for, at lyden fra mikrofonen bliver klarere.

En anden ny funktion, kaldet SharePlay, gør det muligt at dele musik, TV-serier og projekter med venner på FaceTime, og det bliver muligt at dele og se film og serier sammen. Eller arbejde sammen med skærmdeling i apps.

Les videre
Exit mobile version