Nyhed

Som to skærme over hinanden

LG-monitoren DualUp kan være lige, hvad nogle har brug for. For andre ser den bare underlig ud.

Den nye computerskærm DualUp fra LG – med modelnavnet 28MQ780 – er noget helt nyt. Nemlig en fiks 28 tommers skærm i det usædvanlige billedformat 16:18.

Vi har efterhånden fået et forhold til ultrabrede 32:9-skærme, der er som to 16:9-skærme side om side. Rigtig fedt til gaming, og det kan også være praktisk, hvis man har mange vinduer ved siden af hinanden – eller bare gerne vil have et bedre overblik over store regneark.

Læs også Ultrabred og helt vild gaming-skærm Vi har næppe set en federe skærm til spil.

To skærme oven på hinanden?

Men hvad nu hvis man i stedet gerne vil have det som to skærme over hinanden? Hvis man f.eks. redigerer video og vil have hovedbilledet øverst, mens alle kanalerne med billeder, lyd og effekter ligger lagvis over hinanden på skærmen nedenunder? Hidtil har løsningen været to skærme monteret på et dertil indrettet stativ.

Men LG er nu kommet med en alt-i-en skærmløsning, der opfylder dette behov, i form af DualUp 28MQ780. En 28 tommers skærm (27,6 tommer for at være helt præcis) med dobbelt QHD-opløsning, nærmere bestemt 2560 x 2880 pixel, i et billedformatet 16:18.

Ved at droppe to skærme til fordel for én bliver det hele mere strømlinet, og løsningen fungerer så også til computere, der kun understøtter én skærm.

LG DualUp 28MQ780 har et usædvanligt 16:18 skærmformat. (Foto: LG)

Nano IPS

Panelet er af IPS-typen med nanostrukturer i farvefilteret for skarpere farver. Skærmen dækker hele 98 procent af DCI-P3 farverummet, som bruges til Ultra HD-video og spil med HDR.

Med kun 300 cd/m2 lysstyrke og helt almindelig 1000:1 kontrast er det dog ikke nogen optimal HDR-monitor, selv om den understøtter HDR10. Det kan med andre ord godt tænkes, at videoteknikere, der arbejder med HDR-indhold, vil have noget andet.

(Foto: LG)

Ikke til gaming

Det er heller ikke en skærm til gaming, da den mangler både FreeSync- og G-Sync-understøttelse, som er nødvendigt for at få mest muligt ud af hurtige skærmfrekvenser. Det er så heller ikke noget almindeligt skærmformat til gaming.

Skærmfrekvensen er ikke opgivet, men af de nævnte årsager gætter vi på, at der er tale om 60 Hz.

(Foto: LG)

Tilslutninger

Skærmen har to HDMI-indgange og en DisplayPort samt indbygget USB-hub med tre Type-A-stik. Den har også indbyggede stereohøjttalere på 2 x 7 watt, men vi vil som altid anbefale et par gode eksterne højttalere.

Pris og tilgængelighed

Prisen på LG DualUp kender vi ikke, og heller ikke hvornår man kan købe den. Men den vil blive lanceret under LG’s digitale CES-konference den 4. januar, så til den tid ved vi mere.

lg.com

Les videre
Exit mobile version