Qualcomm har annonceret efterfølgerne til deres Snapdragon X-processor. De nye Snapdragon X2 Elite og X2 Elite Extreme skal give Windows-bærbare det endelige forspring i kampen mod Apple. Og ikke mindst imod de gamle giganter, Intel og AMD.
Sidste år i forsommeren sendte Qualcomm chokbølger gennem PC-verdenen med deres Snapdragon X-chips, som brød det årelange duopol mellem Intel og AMD på Windows-laptops. Manøvren var et tiltrængt friskt pust til et økosystem, der kæmpede for at holde trit med Apples succesfulde M-serie processorer i deres MacBooks.
Nu er efterfølgeren klar, og Qualcomm lægger ikke fingrene imellem. På deres årlige Snapdragon Summit præsenterede de Snapdragon X2 Elite og en ny, endnu kraftigere topmodel: X2 Elite Extreme.
Mere saft, mindre kraft(forbrug)
Begge chips er bygget op omkring en ny, tredje-generations Oryon CPU med op til 18 kerner – seks flere end forgængeren. Ifølge Qualcomm selv byder X2 Elite Extreme på op til 39 procent hurtigere ydelse på en enkelt kerne og hele 50 procent bedre ydelse ved brug af flere kerner, sammenlignet med den forrige generation.
Qualcomm ynder at drille konkurrenterne, og især Intel får ørene i maskinen for deres strømforbrug. Ifølge Qualcomm leverer X2 Elite Extreme op til 75 procent højere CPU-ydelse end Intels Core Ultra 9 285H, hvis man vel at mærke sammenligner de to chips ved præcis samme, konstante strømforbrug. Pointen er, at Snapdragon-chippen er betydelig mere effektiv med den strøm, den får tildelt. Effektivitet har fra start været Snapdragon X-seriens adelsmærke, og Qualcomm lover, at den nye CPU bruger op til 43 procent mindre strøm end forgængeren.
Drilleriet fortsætter, når man ser på topydelsen. For at nå sin egen maksimale ydelse, skal Intel-chippen angiveligt bruge 144 procent mere strøm, end Snapdragon X2 Elite Extreme skal for at nå sin topydelse.
Grafik og gaming får et løft
Den måske mest spændende opgradering findes i grafikydelsen. En ny Adreno GPU-arkitektur skal give 2,3 gange bedre strømeffektivitet. Det betyder, at computeren kan skrue op for den grafiske ydelse i spil og kreative programmer, når der er behov for det. Qualcomm viste eksempler med 2,2 gange hurtigere billedhastigheder i spillet Hitman World of Assassination.
Man skal dog huske, at der stadig er tale om integreret grafik, så dedikerede gaming-laptops med separate grafikkort vil fortsat være i en klasse for sig. De nye chips vil desuden understøtte skærme med op til 144 Hz opdateringshastighed samt op til tre eksterne 5K-skærme.
Kunstig intelligens i højsædet
I tidens ånd er der også skruet gevaldigt op for regnekraften til kunstig intelligens (AI). Chippen har en markant kraftigere NPU (Neural Processing Unit), der kan udføre 80 billioner operationer i sekundet (TOPS). Det er en solid forøgelse fra de 50 TOPS i den første generation – et tal, som Intel i hast måtte sende en ny generation af Ultra-processorerne på markedet for at matche.
Selvom de fleste endnu har til gode at se, hvordan al den lokale AI-kraft for alvor skal komme den almindelige bruger til gavn, giver den øgede ydelse udviklere et incitament til at skabe nye AI-oplevelser.
Qualcomm er hurtigt ude af starthullerne med denne annoncering, men konkurrencen sover ikke. Apple forventes at løfte sløret for en ny M5-chip i oktober, så kampen om tronen som den bedste laptop-processor fortsætter.
Kilde: Wired
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
"Årets bedste" tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



