Nyhed

Seagate idømt bøde for eksport af harddiske til Huawei

Seagate anses for at have overtrådt forbuddet mod eksport af amerikansk teknologi til Huawei, og skal nu betale en bøde på hele 300 millioner dollars.

Tilbage i 2019 blev Huawei sortlistet, fordi de amerikanske myndigheder var bekymrede for, at de kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Det betød som bekendt blandt andet, at Google ikke længere måtte levere Android eller Play Store til Huawei-mobiler. I august 2020 blev der indført en regel om, at produkter med amerikansk teknologi ikke kunne sælges til virksomheden.

Således holdt blandt andre Western Digital og Toshiba op med at levere harddiske til virksomhedens computere. Det efterlod Seagate som den eneste leverandør, og de afsendte angiveligt 7,4 millioner harddiske i året efter, at forbuddet trådte i kraft. Det siges at have været en handel på knap 1,1 milliarder dollars.

Foto: Matti Blume, Wikimedia

Efter at dette blev opdaget, truede det amerikanske handelsministerium virksomheden med et eksportforbud. Nu er der indgået et forlig, hvor Seagate får en bøde på 300 millioner dollars, hvilket er mere end fortjenesten ved salget.

Even after “its competitors had stopped selling to them … Seagate continued sending hard disk drives to Huawei,” Matthew Axelrod, assistant secretary for export enforcement at the Commerce Department’s Bureau of Industry and Security said in a statement. “Today’s action is the consequence.”

Seagate mente, at harddiske fremstillet i udlandet ikke var omfattet af eksportforbuddet. Virksomheden har produktion i Kina, Nordirland, Malaysia, Singapore, Thailand og USA.

“While we believed we complied with all relevant export control laws at the time we made the hard disk drive sales at issue, we determined that […] settling this matter was the best course of action,” Seagate CEO Dave Mosley said in a statement.

Bødestraffen er fordelt på 15 millioner dollars pr. kvartal i fem år.

Les videre
Exit mobile version