Microsoft genopliver fortidens synder som fodtøj

Gensyn med Clippy og Internet Explorer? Ja, men som pynt på et par Windows XP-inspirerede Crocs-sandaler i en stærkt begrænset særudgave.

MS CROCS TOP

(Foto: Microsoft)

Længes du tilbage til en enklere tid, hvor der var græs på Skrivebordet og hvor Office-assistenten Clippy fik os til at krumme tæer i skumgummisandalerne? Er du parat til at owne din egen kejtede pinlighed?

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Alligevel var der næppe mange, der havde forudset et gensyn med den udskældte digitale papirclips Clippy eller den for længst afdøde internetbrowser Internet Explorer. Og da slet ikke som pynt på et par Crocs-sandaler.

Men nu er de her. I anledning af firmaets 50-års jubilæum har Microsoft lanceret et par limited edition-sandaler, der er en veritabel tidsrejse tilbage til starten af årtusindet, hvor Internet Explorer var adgangen til det såkaldte Internet, og hvor Bill Gates stadig gik i chokoladebrune jakkesæt, som hans mor havde købt til ham.

MS CROCS
Hvis du hviler ubesværet i din egen smalskuldrede mandighed som nørd, kan du nu fuldende garderoben. (Foto: Microsoft)

Selve sandalen er designet med inspiration fra det ikoniske Bliss-skrivebordsbillede fra Windows XP, med en blå himmel med lette skyer på oversiden og en græsgrøn sål.

Med i pakken, der koster USD 79,95 i Microsofts onlinebutik, følger en gymnastikpose i samme nostalgiske tema samt en samling af seks såkaldte Jibbitz-charms, som man kan pynte sine sandaler med. Og det er her, den virkelige tur nedtur ad memory lane begynder. Ud over førnævnte Clippy og Internet Explorer-logoet, finder man også den klassiske musemarkør, sommerfuglen fra MSN, en filmappe og papirkurven.

Ifølge Microsoft er der ikke tale om et officielt partnerskab med Crocs, men derimod en limited-run fejring af firmaets jubilæum. Sandalerne blev oprindeligt afsløret som en præmie i en konkurrence på Instagram, men er nu sat til salg for offentligheden, efter at Microsofts egne ansatte fik førsteret på et parti allerede i august.

Skumgummisandaler med IE-mønster og Clippy-pynt. Og dertil en WIndows XP-gymnastikpose. (Foto: Microsoft)

Leveringen af de specielle sandaler forventes at finde sted fra midten af oktober til midten af november. Hvorvidt dette er starten på en større retrobølge fra tech-giganten, melder historien intet om.

Kilder: The Verge, Microsoft

Læs også Guide: Historien om ARM og Qualcomm Historien om ARM-processorer og Qualcomms Snapdragon-chips er historien om den usandsynlige rejse fra BBC-computere til iPhone og Android-revolutionen.
Læs videre
Exit mobile version