Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Lys til webmøder og streaming

Er du træt af billedstøj og matte, udtværede farver, så er Logitech Litra Glow et billigt bud på løsningen.

Skrevet af / 30/06/2022 - 09:31
Lys til webmøder og streaming
comment Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Verden er – i hvert fald for en stund – åbnet igen. Men webmøderne ser det ud til, at vi fortsat må leve med. Dette til trods betaler det sig stadig at gøre noget ved sit digitale udseende. Godt lys er mindst lige så vigtigt som et godt kamera, hvis du vil undgå matte, udtværede farver og billedstøj.

Logitech for Creators er en underafdeling af Logitech, der har specialiseret sig at lave udstyr til indholdsskabere. De introducerer nu Litra Glow, en streaminglampe med såkaldt TrueSoft-teknologi. Hvad der ligger bag betegnelsen, står ikke lysende klart, men lampen loves at have et CRI  på 93, hvilket er rigtig flot. CRI (Color Rendering Index) er et udtryk for en lyskildes evne til at efterligne farvebalancen i sollys, der har værdien 100.

Logitech Litra Glow Back Control Panel
Lysstyrke og farvetemperatur kan justeres på bagsiden. (Foto: Logitech)

Lampen har en indbygget diffuser, der giver et blødt og skyggefrit lys. Ved hjælp af trykknapper på bagsiden kan man justere lysstyrke og farvetemperatur – fra varm hyggebelysning til køligt blålys.

Logitech Litra Glow FOB
Logitech Litra Glow er 27 cm høj inklusive holderen. (Foto: Logitech)

Litra Glow kan monteres på toppen af skærmen på samme måde som et webcam. Men det skal helst være en stationær skærm af en vis størrelse og vægt, da selve enheden er temmelig stor og tung. Med holderen til skærmen monteret, måler lampen 27 cm i højden, hvoraf dog det meste hænger ned bag skærmen, og den vejer 177 gram. Lampen kan roteres og vippes i alle retninger, og den kan løftes yderligere 10 cm i højden.

Hvis man vil lege med indstillingerne, kan lyset justeres via Logitech G HUB-softwaren, hvor man også kan indstille funktionsknapper på sit tastatur til at vælge færdige indstillinger for lys, webcam og mikrofon. Forudsat at alle delene er fra Logitech, naturligvis.

Holder hvad den lover

Selv om Logitech Litra Glow er tiltænkt streamere, kan den med lige så stor ret bruges af almindelige kontorrotter, der bare har brug for at vise sig fra deres bedste side til møder med kolleger, kunder eller familie. Jeg har haft mulighed for at prøve lampen, og den opfylder, hvad den lover. Undertegnede er ikke med et trylleslag blevet en kendt streamer – men ser i hvert fald lidt mere naturlig ud på skærmen.

Lidt klodset

Med sin store holder er lampen noget klodset at få på plads, og den føles lige så plasticagtig, som den er. Men til prisen er der reelt ikke noget at klage over. Lampen strømforsynes og styres via USB-porten, så den optager nødvendigvis en af de alt for få porte på computeren. Her ville det have været en fordel, hvis Logitech havde forsynet den med en ekstra USB-C-port på bagsiden, så man kunne forbinde webcam og lampe med ét kabel, når de alligevel sidder side om side oven på skærmen.

Pris og tilgængelighed

Logitech Litra Glow koster 549 kroner og kan købes fra juli.

lys3 uden lys
<
>
Uden lampen er farverne mattere, og sidelys fra vinduet forstyrrer. (Foto: John Alex Hvidlykke. L&B)

 

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AI flytter ind i ThinkPad'en

Dell-bærbare med AI

HP-laptops er blevet smartere

Apple opgraderer Macbook Air

Glasklar PC-skærm med AI

Der er en ny AI i byen

Arbejdsro på kontoret

Verdens første stationære PC fundet i et gammelt hus

Farvel til iTunes på Windows

Asus med dobbelt-skærm er i Danmark

Se, dét kan man kalde harddisk-plads!

Praktisk Philips-skærm til hverdagsbrug

0
Scroll to Top