Nyhed

Kompromisløs taskemus

Rul i alle retninger på tre enheder på en gang.

Hvis touchpad’en på den bærbare overhovedet ikke er nok, har Logitech et bud til den avancerede bruger på farten. MX Anywhere 3 er en kompakt trådløs mus, designet til avancerede kreative, udviklere og alle andre, der har brug for meget mere end bare at pege og klikke eller højreklikke.

Musen er bygget til at spore på næsten enhver overflade, også på glas, hvilket vil være en lettelse – både på sofabordet og på hotelværelset, hvor man ofte må tage aviser i brug for at få musen til at reagere på det “smarte” glas-arbejdsbord.

En af MX-seriens specialiteter er MagSpeed-hjulet med indbygget elektromagnetisk bremse, som kan rulle lynhurtigt ved at lade hjulet spinne frit – og bremse magnetisk. I MX Anywhere 3 sker det lydløst.

Musen opkobles trådløst med den medfølgende USB-adapter eller Bluetooth, og man kan bruge den sammen med op til tre enheder på en gang, og vælge mellem enhederne med et tryk på en knap (på undersiden).

Logitech MX Anywhere 3 svarer til sit navn, og kan bruges på næsten alt. Også glas. (Foto: Logitech)

Logitech MX Anywhere 3 kan bruges på både PC og Mac – og i øvrigt på Bluetooth-enheder, der understøtter mus. Men for at gøre det lettere for Mac-brugerne, findes der også en særlig udgave til dem, som er indstillet til at oprette forbindelse til netop en Mac. Prisen er i begge tilfælde 749 kroner.

Musen er netop kommet til salg i butikkernem, men jeg har haft lejlighed til at prøve den i nogle dage forinden. Det er en behagelig og fin lille gnaver, der trods størrelsen ligger fint i hånden. Og er man vant til at nøjes med at famle sig frem på touchpad’en, når man arbejder væk fra skrivebordet, vil det være en kæmpe lettelse. Til hjemmebrug vil jeg nok fortsat foretrække den dobbelt så store fuldvoksne udgave af MX Mastermusen. Og jeg sætter pris på at kunne både høre og mærke, når magnetbremsen sætter ind. Men til diskret brug i mødelokalet er den lydløse løsning helt perfekt.

Les videre
Exit mobile version