CES 2026: Asus viser verdens første Wi-Fi 8-router

Afløseren for Wi-Fi 7 er lige om hjørnet. På Asus' stand i Las Vegas så vi den første Wi-Fi 8-router. Den var ovenikøbet pæn

PXL 20260107 002045595

(Foto: John Alex Hvidlykke)

Las Vegas: Har du lige pakket din nye, dyre Wi-Fi 7-router ud og glædet dig over, at du nu er fremtidssikret de næste mange år? Så har vi en god og en dårlig nyhed. Den dårlige er, at Asus netop har præsenteret afløseren på CES i Las Vegas.

Den gode nyhed er, at den ligner noget, der er faldet ned fra det ydre rum – og så hedder den ROG NeoCore. Og så lover ikke blot hurtigt, men langt mere stabilt internet.

En kritisk fuldtræffer

Hvor vi er vant til, at routere ligner døde edderkopper med antenner stikkende ud til alle sider, har Asus denne gang valgt en form, der vil få rollespillere til at føle sig hjemme: En hvid icosahedron. På almindeligt dansk: En 20-sidet terning (D20).

Læs også Nyhed: Wi-Fi 8 vil gøre din forbindelse bedre Den kommende trådløse standard har fokus på stabil og uafbrudt forbindelse.

Men det er indmaden, der tæller. Asus NeoCore er verdens første smugkig på Wi-Fi 8 (802.11bn), og her er overraskelsen: Det handler ikke om højere tophastighed.

I stedet har Asus kastet al kærligheden på stabilitet. Ifølge pressemeddelelsen leverer NeoCore op til 6 gange lavere “P99 latency end Wi-Fi 7.

”Hvad er P99?” spørger du måske? Godt spørgsmål: P99 dækker over de 1% langsomste datapakker i din forbindelse. Det er ikke gennemsnittet, der gør, at du bliver skudt rundt om et hjørne i Counter-Strike; det er de pludselige klumper i datastrømmen i form af forsinkede datapakker. Dem lover Wi-Fi 8 at eliminere ved aggressivt at koordinere signalet med andre enheder (og endda andre routere via Coordinated Spatial Reuse), så du reelt får en oplevelse, der føles som et kabel.

Bedre dækning til det smarte hjem

Ud over den lavere forsinkelse lover Asus også 2x bedre dækning til dine smarte dørklokker og køleskabe (IoT-enheder) og dobbelt så høj hastighed på mellemdistancen.

Men før du river din nuværende router ud af væggen i ren affekt: NeoCore er stadig et koncept. Wi-Fi 8-standarden er knap nok færdigbagt, og Asus forventer først at sende de første rigtige produkter på gaden senere i 2026.

Så du kan godt nå at nyde din Wi-Fi 7-router lidt endnu. Men forbered dig på, at fremtiden er hvid, kantet – og formodentlig hundedyr.

Velkommen til næste level. Slå for initiativ.

PXL 20260107 002220543.PORTRAIT scaled
(Foto: John Alex Hvidlykke)
Læs videre
Exit mobile version