Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Mikrobil med rækkevidde på 200 km

Eller måske vil du hellere have en elscooter med tre hjul?

Skrevet af / 06/04/2020 - 21:00
Mikrobil med rækkevidde på 200 km

Efter 2. verdenskrig voksede et stigende behov for mobilitet frem. I Tyskland var man allerede begyndt at lave civile versioner af Volkswagens “folkebil”, og i Italien rullede bittesmå Fiat’er af samlebåndene i Torino. Befolkningen skulle være mobil, og en storstilet urbanisering og udbygning af vejnettet begyndte.

Folkevognen og Fiat 500 var vigtige instrumenter i udviklingen af samfundet i Europa efter krigen, og bilindustrien lavede små, billige biler, der gik som varmt brød. Samtidig stod BMW i et økonomisk hængedynd, og de havde desperat brug for en lille, billig bil.

Da de ikke havde en selv, vendte de blikket mod den lille bils hjemland og fandt løsningen hos hårdtprøvede ISO i Italien, som havde lavet en trehjulet mikrobil, der ikke solgte noget videre.

(Foto: BMW)

Italienske aner

BMW overtog tegningerne og startede produktionen af Isetta (“lille ISO” på italiensk), modificerede konceptet og installerede en encylindret 250 kubik motorcykelmotor med 12 hk bag sædet. Som optimistisk var beregnet til to personer, der steg ind foran i køretøjet.

Isetta’en blev en succes og solgte over 160.000 eksemplarer mellem 1955 og 1962.

(Foto: Micro Mobility Systems)

Frontloading

Hvorvidt nutidens Isetta-inspirerede mikrobil Microlino bliver en succes, er for tidligt at sige, men opskriften er, som man kan se, ikke spor ny.

Den meget kompakte elbil har haft en hård fødsel. Den blev vist som konceptbil allerede i 2016, men produktionen blev standset på grund af uenighed mellem grundlæggerne og Artega/TMI – det produktionsselskab, der fik ansvaret for at industrialisere konceptet.

Men nu annoncerer Micro Mobility Systems, at produktionen vil starte i 2021 med Cecomp i Torino som partner.

En Microlino og et Micro-løbehjul. (Foto: Micro Mobility Systems)

Det schweiziske firma bag er bedst kendt for deres Micro-løbehjul, der har gjort stifteren Wim Ouboter til en holden mand. Nu er det sønnerne Oliver og Merlin, der styrer butikken.

De har genstartet konceptet, som nu er Microlino version 2.0, med en del ændringer siden 2016. Bl.a. er bagvognen ændret med øget hjulafstand, som skal give bedre stabilitet og sikkerhed. Indvendig er bilen fuldstændig redesignet, der er gjort lidt mere plads til føreren og passageren, og ratstammen er nu fastmonteret i døren foran.

Man har også sat en kraftigere elmotor i og redesignet meget af køretøjet, bl.a. med tyndere A-stolper for bedre udsyn, og man har allerede passeret 16.000 reservationer på Microlino.

Plads til to personer – og tre kasser øl, ifølge folkene bag Microlino. (Foto: Micro Mobility Systems)

Batteri og rækkevidde

Microlino er ikke klassificeret som en almindelig elbil, men som en firehjulet motorcykel, og det er egentlig også mere præcist. Brødrene Ouboter siger da også, at de ser Microlino som en mellemting mellem en bil og en motorcykel. Lidt bedre plads og komfort end en motorcykel med køreegenskaberne fra en bil. En meget lille bil.

Den er kun 2,43 meter lang – lidt længere end Isettas 2,28 meter – den vejer 513 kg og kan lades helt op på fire timer fra en almindelig stikkontakt.

Rækkevidden i standardversionen med 8 kWh batteri er opgivet til 125 km, men 200 km med 14,4 kWh batteri. Tophastigheden er 90 km/t, og den 11 kW stærke elmotor med 100 Nm drejningsmoment tager Microlino fra 0 til 50 km/t på fem sekunder.

Den kan reserveres allerede nu på Microlinos hjemmeside, og prisen er 12.000 euro.

(Foto: Micro Mobility Systems)

Trehjulet elscooter

Hvis man heller vil have en elscooter, kan man melde sin interesse for en Microletta. En trehjulet elscooter, som man kan køre med almindeligt kørekort til bil.

Microlettas to forhjul gør den mere stabil og lettere at køre end en motorcykel. Hjulene tilter, når man drejer, og holder Microletta oprejst, uden at man skal sætte fødderne på jorden, når man venter på grønt.

Den kommer med to batterier under sædet, som kan tages med ind på kontoret til opladning, og den lades også op på fire timer.

Tophastigheden er opgivet til 80 km/t, rækkevidden er 100 km, og elscooteren, som også kan reserveres nu til levering i 2021, koster 4.900 euro.

(Foto: Micro Mobility Systems)
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Toyota Mirai: Et sandt mareridt

Ny Mini-model på vej

Topløs og toplækker fra Maserati

Snart kører Mercedes EQS endnu længere

Alfa Romeos første elbil

Tesla Model Y med 600 km rækkevidde

Fuldstændigt vanvid

Xpeng afslører el-SUV for folket

Her er der plads nok

Snart kan du lynlade hos Ford

Så meget bedre er den nye Porsche Taycan?

ID. Buzz - endelig med firehjulstræk

0
Lyd & Billede
Scroll to Top