Nyhed

i-Pace får induktionsopladning

Oslo får verdens første trådløse ladenetværk til elbiler.

De fleste af os kender trådløs opladning fra elektriske tandbørster og mobiltelefoner, og det har ligesom ligget i kortene, at det også kunne lade sig gøre med elbiler. Nu sker det så i Oslo, hvor Jaguar Land Rover har indgået et samarbejde med Oslo Kommune om et trådløst ladenetværk til taxaer.

ElectriCity-projektet handler om at reducere CO2-emissioner, og den trådløse infrastruktur, der skal bruges, er resultatet af et samarbejde mellem den skandinaviske taxagruppe Cabonline, der bl.a. står bag NorgesTaxi, ladepunktoperatøren Fortum Recharge, amerikanske Momentum Dynamics og Oslo Kommune.

Systemet er bygget, så taxaerne kan vende tilbage til ladestationerne uden at skulle trække kabler, der så skal kobles fra, når de får den næste tur.

(Grafik: Jaguar Land Rover)

Ladeplader er placeret under jorden og koblet til strømtilførsel med 50-75 kilowatt effekt, og bilerne, der parkeres over ladepladen, kobles altså ikke fysisk til, da opladningen foregår trådløst.

Jaguar Land Rover stiller med 25 i-Pace, der udstyres med trådløs opladning, og nogle minutters opladning hver gang skal holde de 25 biler i drift mere eller mindre kontinuerligt, uden at de skal kobles til med ladekabel.

ElectriCity-projektet skal bidrage til, at alle taxaer i Oslo er emissionsfri inden 2025.

Les videre
Exit mobile version