Nyhed

CES 2023: BMW i Vision Dee

BMW viser fremtidens elbil

Under Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas fremviste BMW i Vision Dee. Det er ikke en elbil, man kan bestille nu, men et højteknologisk udstillingsvindue for teknologi og innovation, som viser, hvor digitale fremtidens elbiler vil blive.

Bilen på billedet er BMW’s vision for fremtiden, som de selv udtrykker det. Her tales der hverken om rækkevidde eller 0-100-tider, men om hvordan BMW forestiller sig, at en kompakt, elektrisk bil kan se ud med redefineret IT- og software-arkitektur.

BMW i Vision Dee (Foto: BMW)

Dee står for Digital Emotional Experience og markerer det næste skridt for interaktionen mellem menneske og maskine, fortæller BMW.

Blandt meget andet finder man et nyt, avanceret head-up-display, som kan vise alskens informationer i hele forrudens bredde. En udgave af det nye BMW Head-up-Display vil blive introduceret i Neue Klasse-modellerne fra 2025.

HUD med virtuel virkelighed

BMW Head-up-Display (Foto: BMW)

BMW fremhæver også det, de kalder Mixed Reality Slider – et integreret touchpanel, hvor føreren selv bestemmer, hvilke digitale informationer der skal vises på forruden.

Bilen skifter også farve med en ny fuldfarveversion af E Ink-teknologien, som vi allerede har set på BMW iX E Ink, som blev vist på CES i fjor.

E Ink-teknologi

Fuldfarveversion af E Ink. (Foto: BMW)

Tanken er, at man selv kan vælge farve på bilen, og her er der 240 E Ink-felter med i alt 32 farver, som kan styres individuelt. Dermed kan man lave mange mønstre i forskellige farver, og de kan varieres på få sekunder.

Fygitalt show

Bilen opfører et lille show, når man nærmer sig den, med grafiske elementer, lys- og lydeffekter. Frontlygtene og den lukkede nyregrill danner en fælles overflade, som BMW kalder ‘fygital’ (fysisk + digital), og som kan vise en række forskellige udtryk og ikoner og give bilen sit helt eget ansigt. Ikke nok med det, et billede af føreren kan vises som en avatar på sidevinduet.

BMW i Vision Dee (Foto: BMW)

Neue Klasse-modellerne skal efterhånden udgøre mere end halvdelen af salgsvolumen, og de første modeller som lanceres i Neue Klasse vil være en sedan i 3-serie segmentet, efterfulgt af en sportslig SUV.

BMW har desuden planer om at vise flere visioner i løbet af 2023, så det er bare om at følge med på rejsen.

(Foto: BMW)
Les videre
Exit mobile version